Larsens corner special: Chappy bliver aldrig glemt

Jeg skriver denne historie, fordi den skal skrives. Og der er ikke andre, der kan. For den er min og temmelig personlig. Jeg skriver den af respekt for Craig Chapman. Mit første store idol. Det bliver langt, men det må du selv om. Læs det, du gider. Legender skabes ikke over night, og fortællinger om dem, lader sig ikke nedfælde på fire linjer. Så er du advaret. Men hvis du holder ved, får du beretningen om, hvordan et enkelt menneske kan holde en hel by i sin hånd og plante et håb lige præcis dér, hvor der måske ikke er så meget andet. Det var det, Chappy gjorde.

Han kom hertil efter krigen som en fremtidsvision, synger frederikshavneren Allan Olsen om en fiktiv figur, han kalder Jamie Lomax. Jeg ved ikke, om Allan har haft Chappy i tankerne, men under alle omstændigheder er der noget om snakken. Chappy blev en figur for fremtiden, da han kom til Danmark. Det var i 1978, og Frederikshavn var sodet til i hård industri, og det var sådan set det. Sporten i byen havde oplevet sin store deroute, da fodboldholdet – FfI - et par år forinden var røget ud af landets bedste række og nu førte en tilværelse i periferien af noget, man gad interessere sig for. I skøjtehallen i den sydligste del af Frederikshavn var der heller ikke storhedstider. Historierne om ishockeyholdet – som på dette tidspunkt kaldte sig FIK – involverede oftest træk fra humorens bagkatalog. Det var noget med en kvindelig træner og ualmindeligt store klø, når man mødte landets bedste hold. Men der skete noget med Chappys ankomst til byen. Og det er sådan set overflødigt at fortælle, hvordan FIK og Chappy udviklede sig sammen. Det var et lykkeligt match, og dén historie er fortalt så mange andre steder. Men Chappys tilstedeværelse i byen og hans succes i skøjtehallen bar mere med sig end det, der blot lod sig notere i hockeyårbøger.  Livet er ikke de dage der går, men de gode dage, du husker, er det sagt i en gammel reklame. Jeg husker et antal gode dage, der involverer Chappy, og der er meget liv i dem.

Jeg var 12 år i 78´, og så er man modtagelig på mange områder. Man leder efter sine fyrtårne. Man vil have nogen at se op til. Chappy kom til byen præcis da jeg var begyndt at have min gang i Frederikshavn Skøjtehal. Jeg går lidt stille med dørene om det, men jeg var faktisk begyndt på kunstskøjteløb, og det blev ærligt talt aldrig min passion. Men når FIK spillede sine søndagskampe i det daværende 1. division, var jeg blevet fast inventar til det også. Og jeg fandt mit fyrtårn. Sammen med mange andre. Craig Chapman fra Ontario, Canada. Og vi begyndte at efterligne ham på alle måder. Til friskøjtning øvede vi os på den dér lettere duvende, foroverbøjede stil, han havde, når han drev op langs banden, hvis altså halinspektør Per Jensen ikke fik os smidt ud i mellemtiden. Og vi blev vildt gode til at bande på central-canadisk. Pludselig kunne man sige fuckin a om de mest almindelige hændelser, som om det var den mest naturlige ting i verden. På Peter Suhrs Vej, hvor jeg voksede op, rykkede vi ud med de grå mælkekasser, der fint kunne gøre det ud for et mål, og i timevis fordrev vi tiden med det såkaldte jordhockey. Og det skete af og til, at Chappy kom gående forbi, snuppede en stok og deltog for en stund. Stort.

Chappy var gode venner med den daværende sportsjournalist på Frederikshavns Avis, Per” Pico” Sørensen – i daglig tale bare Pico. Og Pico skrev et hav af artikler om Chappy, men især én står printet i hukommelsen på de fleste frederikshavnere, der fulgte ishockeyen tæt i de år. Det var mandagsforsiden efter én af de mest legendariske FIK-kampe, der nogensinde er spillet. Det var i 1980. FIK og HIK – Hellerup Ishockey Klub – konkurrerede om den enlige oprykningsplads til 1. division. Det stod 1-1 i kampe, og helt ekstraordinært skulle det hele afgøres på neutral bane i Århus. Der var massiv opbakning til holdet, og 11 busser luntede afsted fra Frederikshavn for at heppe holdet tilbage i landets fornemste række. Resultatet efter den ordinære kamp blev 4-4, og det blev nødvendigt med sudden death. Det er overflødigt at notere det, men jeg gør det alligevel. Knap ni minutter inde i det vanvittige drama, scorede Craig Chapman sejrsmålet. Der har aldrig – hverken før eller siden, er min påstand – været så mange mennesker på isen i Århus Skøjtehal. Hundredevis af frederikshavnere væltede over banderne og ind i klyngen af jublende hvid/blå hockeyspillere. Dagen efter skrev Pico i frederikshavneren – som den kaldtes: Chappy kyssede staven, og så røg FIK i 1. division. Og husker du ikke overskriften, så erindrer du eventuelt, at frederikshavneren gik all in og havde et større sportstillæg med billeder af alle, der havde en finger med i holdets præstationer. Den allerførste tilskuer på den is efter Chappys scoring, var i øvrigt undertegnede, og jeg var så heldig at få den stav, han scorede målet med. Den hang i mange år på min væg sammen med udklippene fra Picos artikler. Et nederlag havde ikke været til at bære, og ingen ved, hvilke konsekvenser, det ville have fået. Det er mit postulat, at lige præcis dén eftermiddag i Århus for Frederikshavn Ishockey Klub var den klare definition på forskellen mellem vejen frem og total glemsel. Mål ændrer kampe, siger man. Og man kunne tilføje, at bestemte mål ændrer mere end det. Chappys mål var mere end et mål.

For alle os, der havde ishockeysporten inde under huden i de år, er der uendeligt mange store øjeblikke at tænke tilbage på med Chappy. Det var stort for hele byen, da han blev årets spiller i 1982. Det var eksempelvis også stort, når han konsekvent var den bedste på pressens hold mod landsholdet. Lad mig for resten lige stoppe op der. Jeg så ham i én af de kampe. Det var i Hørsholm, og landsholdet var sat op til at få en selvtillidsboostende sejr inden en større turnering. Men Chappy var med i a-kæden hos pressens hold, og han drev fuldstændig gæk med alle de bedste danske spillere. Olaf Eller, Per Holten og hvad de nu hed. Han ejede Hørsholm Skøjtehal den aften, som han havde ejet Frederikshavn Isstadion i en årrække. Og det var også et stort øjeblik dengang i Rødovres gamle faldefærdige hal - den, der gik under navnet Kostalden - at FIK tabte klart til hjemmeholdet. Chappy åd nemlig alligevel al opmærksomheden, fordi han i forbindelse med et straffe kørte alene rundt på isen, lavede småekvilibristiske kunstskøjtehop, tog pucken og derefter fintede Rødovres landsholdsmålmand John Hansen så meget, at denne tog en kolbøtte og landede langt ved siden af målet. Det fik Hansen ikke megen selvtillid af, men selv Rødovres entusiastiske hjemmepublikum måtte overgive sig.

Chappy og jeg blev en kort overgang kolleger på Bangsbostrand Skole i Frederikshavn. I en pause fortalte jeg ham om nogle af de historier, du netop har siddet og læst. Ja, ja, sagde han, men du er snart den eneste, der husker gamle Chappy. Der tog han heldigvis fejl. Vi husker ham alle. Det er jo derfor, det berørte os så dybt at se ham omfavne sin gamle holdkammerat fra storhedstiden, Benny Pedersen, i forbindelse med FIK´s 50 års jubilæum i januar. Og det er derfor, vi alle blev bestyrtede over at høre, han var faldet om på selve dagen for fejringen. Og det er derfor Scanel Hockey Arena i fredags tog en bevægende, smuk og respektfuld afsked med en personlighed ud over det sædvanlige.

Nu hænger 22 for evigt i loftet i den arena, der har rummet så mange store begivenheder for frederikshavnsk sport og fostret så mange talenter. Af alle dem var Craig Chapman den største.