Bekræftet: Ehlers støder til VM-truppen
Natten til søndag røg Winnipeg Jets ud af NHL-slutspillet, og det står nu klart, at den danske skarpskytte Ehlers bliver en del af den danske VM-trup.
Det melder Danmarks Ishockey Union ud mandag.
- Hvis alt går efter planen, rejser Ehlers snart mod Danmark og Herning for at slutte sig til holdet forud for kampen mod Tyskland i Boxen tirsdag aften, lyder det fra DIU.
Nikolaj Ehlers kommer fra en sæson i verdens stærkeste liga, hvor han spillede 69 kampe, hvor det blev til 24 mål og 39 assister i grundspillet. I slutspillet spillede han otte kampe, hvor han lavede fem mål og to assister.
Som om det ikke er reklame nok, så får han muligheden for at vise sig lidt mere frem for eventuelle bejlere. Hans kontrakt med Jets udløber nemlig denne sommer.
Danmarks kamp mod Tyskland er en direkte kamp om fjerdepladsen i gruppen, som giver adgang til VM-kvartfinalen.
Kampen spilles klokken 20.20 i Boxen i Herning.