Bekræftet: Thompson har fremtiden på plads
Den canadiske forward Brett Thompson er efterhånden blevet en fast bestanddel af den danske liga, men i den kommende sæson må man altså undvære ham.
I stedet bliver det den sydfranske klub Marseille, som får fornøjelsen af den canadiske forward. Det bekræfter klubben på dens hjemmeside.
Klubbens sportsdirektør Jonathan Zwikel glæder sig ikke overraskende over tilgangen.
- Som en del af vores strategi om at styrke centerpositionen stod det hurtigt klart, at Brett var en meget interessant mulighed for holdet. Vi lægger også stor vægt på at opretholde balancen mellem ungdom og erfaring. Brett er 34 år og har leveret stabilt og stærkt spil gennem otte sæsoner i Europa i ligaer, der kan sammenlignes med Ligue Magnus, siger han og fortsætter:
- En ekstra styrke er, at han også kan spille på wingen, hvilket giver os større fleksibilitet i truppen. Han er en hurtig, intelligent og kreativ spiller, der både kan bygge spillet op og afslutte det, takket være sin skarphed foran mål, lyder det fra Zwikel.
Derudover peger han på, at de har fået positive tilbagemeldinger på Thompsons personlighed.
I den seneste sæson lavede han 44 point i 45 grundspilskampe for Herning Blue Fox samt 13 point i 15 kampe i slutspillet.