Bulldogs direktør: En sag har altid to sider
I artiklen udtaler den 29-årige svensker bl.a. at grunden til fyringen var, at han missede tre kampe i forbindelsen med sin søns fødsel.
I forbindelse med udgivelsen af artiklen forsøgte vi at få kontakt til Bulldogs direktør Ole Nielsen - ham fik vi fat i tidligere i dag mandag kort efter at man havde offentliggjort kontrakten med det der ligner erstatningen for Kevin Karlsson, nemlig Alex Grant - her ville vi naturligvis gerne høre Ole Nielsens syn på "Kevin Karlsson sagen".
- Allerførst må jeg sige at jeg er meget imod at kommentere på den slags sager og jeg er ærgerlig over at Kevin har den opfattelse at det er grundet de tre missede kampe, at vores veje måtte skilles - men jeg har siden artiklen blev udgivet, måtte svare på flere telefonopkald angående Kevin, så derfor er jeg gået med til at tage den her samtale med jer, fordi en sag har altid to sider.
- Når man årligt henter 8-10-12 nye danske og udenlandske spillere ind, så er det desværre ikke hver gang at man rammer plet og det gjorde vi desværre ikke med kevin. Men det at vi måtte stoppe vores samarbejde, er ikke grundet "de tre kampe" - det er noget der er bygget op over længere tid.
- Uden at gå alt for meget i detaljer, så vil jeg dog gerne sige lidt til de omtalte "tre kampe", for jeg ved godt hvilke kampe det er Kevin mener.
- Til vores sidste CHL kamp i Ingolstadt, havde vi stadigvæk chancen for at gå videre til slutspillet, men vi havde store mandskabsproblemer i defensiven og måtte trække på spillere vi normalt ikke bruger som backs.
Selv om alle vi andre skulle rejse i bus derned og hjem, så fik vi arrangeret at vi kunne flyve Kevin derned på dagen og hjem igen efter kampen.
Det gjorde vi fordi der var mere end tre uger til hans kone var sat til at skulle føde, og fordi at han ikke var tryk ved situationen - det valgte han at takke nej til.
- Det er korrekt at vi kontaktede Kevin for at høre om han kunne spille kort efter at hans søn var blevet født, men han skulle ikke spille på selve dagen, men dagen efter, hvor vi havde en kamp i Rødovre og bl.a.
måtte hente Schleicher og Bjerrum ned som backs.
Kevin og hans kone havde valgt at føde i Malmø og hvis han havde overskud og energi til at spille dagen efter, så ville vi være glade, for Final4 var et af vores delmål og Rødovre var altså max en times kørsel væk fra Malmø. Det ønskede han ikke og det accepterede vi.
- Den tredje kamp han omtaler, er den sidste kamp i Frederikshavn inden Final4 cuttet - her havde vi kvalificeret os og her vælger vi at spare nogle af vores spillere som havde spillet igennem længere tid med småskader - da Kevin hører det, vil han også gerne spares, da han jo blev far for 6 dage siden, men da der er 10 dages landsholdspause efter kampen, siger vi nej og regner med ham til kampen.
Kevin melder fra på dagen grundet sygdom, og som ved alle andre, så er sygdom enhver mands herre, så det kan kan man ikke gøre noget ved, men vi undrede os over at han lige pludselig blev syg, da han ikke fik fri for at tage med til Fr.havn.
- Jeg vil dog endnu engang gerne sætte en tyk streg under, at det ikke var grundet de omtalte tre kampe at vi valgte at stoppe samarbejdet med Kevin Karlsson - det var som sagt noget der havde bygget sig op over længere tid og så har jeg egentligt ikke mere at sige til den sag slutter Ole Nielsen af efter en længere samtale med hockeymagasinet.