Dan Jensen: Alle taler om vigtigheden af en god start. Vi har fokus på os selv og her spiller starten også en rolle.
Esbjerg Energys spillerbus sætter i dag kursen mod Herning og KVIK Hockey Arena, hvor Herning Blue Fox tager imod i Metal Ligaen.
- Vil ville gerne have vundet over Rungsted i ordinær tid tirsdag aften i Esbjerg. Vi ville gerne have haft alle tre point, men kampen blev tæt. Rungsted spillede en god og klog kamp og vi var ikke effektive og skarpe nok i de afgørende situationer, så jeg er tilfreds med, at det trods alt blev til to point og en sejr efter forlænget spilletid og straffeslag, konkluderer cheftræner Dan Jensen fra Esbjerg Energy.
- Holdet har spillet bedre kampe end kampen mod Rungsted, men du kan ikke dag efter dag levere et hundrede procent hver gang. Så den slags kampe kommer. Vi har spillet godt i den senere tid, men starten imod Rungsted var ikke optimal. Spiller du et dårligt første skift skal du i gang igen, og det kom vi og sikrede sejren.
Esbjerg Energy besejrede Rungsted Seier Capital med 2-1 efter forlænget spilletid og straffeslag. Phillip Schultz scorede i ordinær spilletid og Oliver Kjær scorede på det afgørende straffeslag.
- Vi præsterede godt til sidst mod Rungsted, ikke mindst i overtime og på straffeslagene. Det er ikke tit man spiller fire mod tre, men vi producerede godt og scorede på alle tre straffeslag. Vi sikrede de to point og det synes jeg er fortjent. Men nu venter Herning.
- Herning har et godt hold. Vi skal være klar fra start deroppe, for er vi ikke det, bliver vi straffet. Vi fik en del strafminutter sidste vi spillede mod Blue Fox, og det udnyttede de. Det skal vi lære af. De vandt også i Esbjerg. De var mere effektive end vi var. Det skal vi have lavet om på. Men uanset hvad, bliver det en hård kamp forudser Energy-coachen.
I Kvik Hockey Arena vandt Herning 7-3 og i Esbjerg kunne de glæde sig over en 3-0 sejr. Men hu venter en ny kamp mellem to formstærke hold. ”Blue Fox” har spillet 20 kampe og er noteret for 40 point. Energy har 32 point efter 21 kampe.
- Alle taler om vigtigheden af en god start. Vi har fokus på os selv og her spiller starten også en rolle. Vi har fået trænet og forberedt os godt til kampen. Spillerne har vist et godt niveau. Men det bliver en hård kamp, fra første fløjt.
- Det handler som altid om tre point. Og den opgave håndterer både jeg og spillerne professionelt. Når det er sagt, har jeg været i Herning i mange år. Der er mange folk, som jeg kender, så det er da altid specielt for mig. Men vi har en ny opgave og den går vi professionelt ind til, slutter Dan Jensen.