LIVE - Mest læste ishockeynyheder

HM

Dan Jensen: Vi skal spille koncentreret og med disciplin

Kampoptaktsmeddelelse:

I aften kører bussen igen, når Esbjerg Energy klokken 19.00 gæster Holger Danske Arena, hvor Rødovre Mighty Bulls tager imod.

- Vi er altid glade for at vinde og vi er bestemt også glade for sejren over Odense fredag aften. Men vi mistede et point, da kampen gik i overtid og straffeslag. Vi spillede fem mod tre i to minutter og kunne have bragt os foran med 3-0, men vi var hverken skarpe eller effektive nok, konstaterer Cheftræner Dan Jensen fra Esbjerg Energy. 

- Vi lukkede godt ned for Odense i nogle perioder af kampen, men gav i andre perioder for mange muligheder væk til Odense. Heldigvis lukkede målmand Nicolaj Henriksen godt ned. Han spillede godt og jeg synes, at holdet generelt spillede med en OK disciplin i kampen. 

Esbjerg Energy besejrede fredag aften Odense Bulldogs med 3-2 efter scoringer af Lucas Andersen og Rasmus Bjerrum i den ordinære spilletid. Hampus Olsson blev matchvinder for Esbjerg med sin scoring på straffeslag.

- Nu venter der en ny kamp i aften i Rødovre. Og med kampen en ny udfordring. Også i dagens kamp skal vi holde koncentrationen og spille disciplineret. Vores hovedfokus er ikke ændret. Vi har som altid et særligt fokus på os selv og vores eget spil. Vi har fokus på den kommende kamp og ønsker jo som altid at bygge på, fortsætter Energy-coachen. 

Esbjerg Energy havde det svært i første periode af kampen mod Rødovre for en uge siden og tabte første periode med 2-0 inden kampen blev vundet af vestjyderne med 6-2. I de første fem kampe mod Rødovre Mighty Bulls har Esbjerg Energy sikret 14 ud af 15 mulige point. 

- Vi har jo fået nye folk ind i truppen og vi arbejder fortsat på at integrere dem. Med flere spillere til rådighed er der flere muligheder og dem er vi ved at afprøve. Kæderne kan nu sammensættes på flere måder og vi arbejder nu på at finde den bedste løsning. Men hvordan brikkerne endelig falder på plads, det ved vi ikke endnu, slutter Dan Jensen.

Esbjerg Energy har 63 point efter 41 kampe. Rødovre har ligeledes spillet 41 kampe og er noteret for 20 point.

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder