Danmark forudindstiller seks spillere til OL: Nærmest uvirkeligt
Mens en række andre lande har meldt deres forudindstillede OL-spillere ud, så er Danmark nu også kommet på banen med deres seks spillere.
Den danske ishockeyunion har i den forbindelse udpeget Frederik Andersen, Oliver Bjorkstrand, Nikolaj Ehlers, Lars Eller, Jonas Røndbjerg og Jesper Jensen Aabo.
Førstnævnte slår fast, at han glæder sig meget over udsigten til at komme afsted med de danske drenge til OL.
- Først og fremmest er jeg meget stolt over at være en del af det danske landshold. OL bliver en kæmpestor oplevelse for os alle. For mit eget vedkommende var OL mit første rigtige møde med ishockey internationalt. Jeg sad som en lille dreng og fulgte OL-kampene i Nagano i 1998, hvor tjekkerne vandt det hele. Nu er det nærmest uvirkeligt, at jeg selv kan se frem til at deltage ved et OL, siger Frederik Andersen.
Tilbage i september var Frederik Andersen også en af de spillere, som var med til at sikre pladsen ved vinter-OL, da man slog Storbritannien, Japan og Norge.
- Det var en stor oplevelse at være med til at sikre kvalifikationen. Vi gik ind til kampene med et stort pres, fordi det var tidligt på sæsonen, men vi havde store ambitioner, og det hele lykkedes med tre sejre i nogle fantastiske omgivelser i Aalborg, siger han og fortsætter:
- Så nu glæder jeg mig virkelig til OL, hvor vi forhåbentligt også kan bygge videre på bølgen fra VM i Herning her i maj og inspirere en masse piger og drenge til at give sig i kast med ishockey, der er verdens fedeste sportsgren, lyder det fra Frederik Andersen.
OL spilles mellem 11. og 22. februar 2026 i Milano-Cortina, hvor Danmark er i gruppe med USA, Tyskland og Letland.