Daniel Olsson står foran et nyt kapitel i karrieren. Den 21-årige danske landsholdsspiller har skiftet til Lugano og er klar til at kæmpe for at etablere sig i den schweiziske National League.
Den København-fødte angriber blev allerede præsenteret som kommende Lugano-spiller i november og har en aftale med klubben frem til 2028.
Olsson kommer fra en sæson, hvor han spillede for Zürich-organisationen. Hos GCK Lions leverede han 29 point, heraf 14 mål, i 38 kampe i Swiss League.
Nu skal han forsøge at overføre præstationerne til et højere niveau.
“Jeg tror, at jeg fra de første kampe skal spille med stor fart og intensitet. Derefter vil selvtilliden også vokse i National League, hvis jeg spiller enkelt. Jeg skal fortsætte ad den vej og stole på holdet og mit eget spil. Mitell er en rigtig god træner, og han kommer til at presse mig meget, så jeg tror, at overgangen kan gå godt,” siger Daniel Olsson til HeShootsHeScoores.com.
Den danske angriber fremhæver sin fart, sit skud og evnen til at bidrage i begge ender af banen som nogle af de kvaliteter, han håber at tage med sig til Lugano.
Selv om Olsson er født i København, har han tilbragt en stor del af sit liv i Schweiz og er udviklet i ZSC Lions’ organisation. Tilhørsforholdet til Danmark er dog ikke til diskussion.
“Jeg er dansk, men jeg føler mig schweizisk. Efterhånden har jeg tilbragt størstedelen af mit liv her. Jeg kommer altid til at spille for det danske landshold, men i dag føler jeg mig også som en schweizisk fyr,” siger han.
I familien har Olsson samtidig haft to markante hockeyforbilleder. Hans far, Dennis Olsson, har selv spillet professionelt, mens den tidligere danske landsholdsprofil Kim Staal er fætter til hans far.
“Det har været fantastisk. De har begge spillet professionelt og vidste derfor, hvad der kræves, men de lagde aldrig for meget pres på mig. De lod mig følge min egen vej og pressede mig altid til at yde mit bedste uden at gå over grænsen. Min far har haft en enorm betydning. Jeg tror, han er mit idol, og jeg er virkelig heldig at have ham ved min side,” siger Daniel Olsson.
Nu venter kampen om at slå igennem hos Lugano og tage skridtet fra Swiss League til National League.






























