Dansk profil: Jeg ville sgu gerne lave nogle flere kasser
I forbindelse med vores projekt om at holde ishockeyinteressen i kog hen over sommeren – og give vores nye besøgende med spirende interesse for sporten mulighed for at lære de danske spillere og klubber bedre at kende – vil vi hen over sommeren lave en række interviews.
Hvilken spiller har du lært mest af – enten som holdkammerat eller modstander?
Jeg tror, jeg hellere vil udpege en type spiller end en konkret person. Jeg har altid været fascineret af backer, der kan spille med pucken og være med til at styre tempoet i kampene.
Har du nogen ritualer eller overtro før kampe?
Jeg kan godt lide at hygge og snakke lidt inden kamp og ikke tage det hele alt for højtideligt. Om man kan kalde det et ritual, ved jeg ikke. Ellers handler det mest om at komme ned i gear, når man møder ind i hallen, og forberede sig mentalt, inden pucken bliver smidt.
Prøv at beskriv for os, der aldrig har haft skøjter på, hvordan det føles, og hvad der er så fedt ved at spille ishockey på højt niveau.
Jeg tror, det er meget forskelligt fra spiller til spiller, hvad man finder glæde ved i sporten. For mig handler det om at skabe minder sammen med folk, jeg holder af – det motiverer mig virkelig. Og så er der bare en helt særlig stemning i et ishockey-omklædningsrum, som jeg ikke har oplevet andre steder.
Hvilken kamp vil du aldrig glemme – og hvorfor?
Dagens nemmeste spørgsmål: guldkampen i Herning. Jeg tror ikke, det behøver meget mere forklaring.
Hvad har du fokus på at forbedre i dit spil for den kommende sæson?
Jeg ville sgu gerne lave nogle flere kasser – jeg har det med at skyde i maven eller over mål... Så mit mål er klart at få flere pucke i nettet.
Du afsluttede sæsonen med at spille slutspil for Odense – hvilken læring derfra kan du tage med tilbage til Rødovre?
Det var en intens periode med utroligt mange kampe på relativt kort tid. Man lærer altid en masse af at komme ind på et nyt hold med nye holdkammerater og trænere. Og det at have vundet et mesterskab giver helt klart en vis autoritet, og det er bestemt noget, jeg tager med mig – samt minder for livet.
Ønsker du at følge Malte og Rødovre Mighty Bulls i næste sæson, virkelig lære dem at kende og skabe gode minder som, Malte taler om? Så kan du købe sæsonkort HER.
Nu er hockeymagasinet også kommet på Instagram, se mere HER.