Dansk VM-spiller roser Boxens is efter kritik: Den er fantastisk
Tirsdagens episode, hvor en stor isflage knækkede af under kampen, blev af norske medier kaldt en decideret »isskandale«. Derudover blev både anden og tredje periode forsinket under Danmarks kamp mod Kasakhstan onsdag på grund af vand, som endnu ikke var frosset.
Men ifølge den danske lejr er der ingen grund til bekymring, når først kampen er i gang.
»Det er en fantastisk dejlig is. De har lavet et godt arbejde, og jeg har ikke mærket nogen problemer. Cadeau til dem, der står for banen,« siger Mikkel Aagaard til Ritzau ifølge TV 2 SPORT og uddyber:
"Den er superdejlig at spille på, og jeg synes faktisk, at isen er bedre her, end den er flere steder i Sverige, hvor jeg spiller til daglig.«
Det er et østrigsk firma, der har stået for at anlægge og vedligeholde isen i forbindelse med verdensmesterskabet i Herning. Da Boxen sidst var VM-vært for syv år siden, var der kritik af, at isen var for blød – et problem, de danske spillere understreger ikke eksisterer ved denne turnering.