I Hockeymagasinets artikelserie kommer vi tæt på unge danske spillere, der har forladt de trygge rammer herhjemme for at forfølge udvikling, uddannelse og hockeydrømme i udlandet. Vi undersøger, hvad der førte dem af sted, hvordan hverdagen ser ud langt hjemmefra, hvilke krav beslutningen stiller – og hvad de må sætte på spil for at komme tættere på målet.
Denne gang møder vi 19-årige Linus Rørth, der efter ungdomsårene i Rødovre og kampe i Metal Ligaen tog springet til Frölunda HC U20. Skiftet førte ham til en af Europas store hockeyadresser – men også ind i en første sæson, der blev vendt på hovedet efter blot ni kampe.
En skade holdt ham ude næsten hele sæsonen og kostede samtidig muligheden for at spille U20-VM. Langt hjemmefra måtte han i stedet finde sin plads i Göteborg gennem genoptræning og en hverdag, hvor arbejdet som skadet spiller viste sig at være næsten hårdere og mere hektisk end livet som spilleklar.
Nu er han tilbage på isen, bor alene og har sat uddannelsen på pause for at satse 100 procent på ishockeyen. I portrættet fortæller Linus Rørth om ansvaret, afsavnet og drømmen om SHL, landsholdet og måske Nordamerika.
KORT OM LINUS RØRTH
| NAVN | Linus Rørth |
| ALDER | 19 år |
| POSITION | Forward |
| KLUB | Frölunda HC U20 |
| UNGDOMSKLUB | Rødovre SIK |
1. Det første år i Sverige handlede om at finde sig til rette i en ny klub og en ny hverdag. Nu er du i gang med din anden sæson hos Frölunda HC – hvad har året i Sverige gjort ved dig, både som spiller og som 19-årig langt hjemmefra?
– Det var et stort skifte, men jeg var bestemt også stolt over at blive spurgt af Frölunda HC. En mulighed, man ikke kan sige nej til. De har været søde, imødekommende og meget professionelle, så jeg faldt til rette fra første dag. Det har helt sikkert gjort mig mere selvstændig og lært mig at kæmpe hårdt om alle pladser. Sidste sæson blev slet ikke, som jeg havde håbet, fordi jeg blev skadet efter kun ni kampe og missede næsten hele sæsonen, desværre også et U20-World Junior VM. Det var hårdt at sidde langt hjemmefra uden at kunne spille, men jeg lærte virkelig meget af træningen som skadet spiller i Frölunda. Som skadet spiller er træningen næsten hårdere og mere hektisk, end man kan forestille sig som spilleklar. Nu føler jeg mig hjemme i Göteborg, hvor jeg bor alene, har fået en god hverdag og kan fokusere 100 % på at spille og træne ishockey.
2. Du er ikke længere den nye i klubben, og blikket kan nu rettes mere mod det næste skridt. Hvilken rolle vil du gerne tage på holdet i denne sæson – og hvad mangler du stadig at løfte i dit spil for at blive den spiller, du gerne vil være?
– Jeg vil gerne være en spiller, der tager ansvar og gør en forskel i kampene. Jeg synes, jeg er kommet godt tilbage efter skaden og har fået en god start, men jeg vil stadig blive mere stabil, endnu dygtigere teknisk og bedre i alle dele af mit spil og fysik. Målet er hele tiden at flytte mig og komme tættere på næste niveau.
3. Mens mange andre 19-årige har venner og familie tæt på, har du valgt en hverdag i Sverige for at satse på ishockeyen. Hvad er det sværeste at gå glip af hjemme i Danmark – og hvad får du hos Frölunda HC, som gør afsavnet og afstanden værd at leve med?
– Det sværeste er selvfølgelig familie og venner og alle de små ting derhjemme. Heldigvis er mine venner gode til at besøge mig, og vi er også mange spillere, der bor tæt på hinanden, og med 2 træninger om dagen og 2 kampe i weekenden løber tiden stærkt. Frölunda giver mig nogle virkelig gode rammer for at udvikle mig både på isen, fysisk og uden for banen. Jeg valgte selv at sætte uddannelsen på pause for at satse 100 % på ishockey, så for mig er Frölunda HC det rigtige sted at være lige nu.
Lidt en Drøm…
4. Drømmen har allerede ført dig fra Rødovre til Frölunda HC, men de største skridt ligger måske stadig foran dig. Hvor langt væk føles det ultimative mål lige nu – og hvor langt tror du selv, at talentet og ambitionerne kan føre dig?
– Jeg drømmer selvfølgelig om at spille på højeste niveau og naturligvis på både U20- og senere det danske A-landshold. Jeg har fået lov at snuse lidt til træningen omkring Frölundas SHL-hold, og det giver bare endnu mere lyst til at tage næste skridt. Jeg har fået endnu mere blod på tanden og drømmen i udlandet, men om vejen går gennem en højere liga, SHL-hold eller på et tidspunkt Nordamerika, ved jeg ikke endnu. Jeg tror lige nu på, at jeg kan nå langt med hårdt arbejde, men lige nu handler det om at præstere her på holdet og udvikle mig hver dag samt gøre mig fortjent til næste mulighed.
Det første år i Frölunda blev ikke den begyndelse, Linus Rørth havde forestillet sig. Men mens skaden satte kampene på pause, voksede både tålmodigheden og viljen til at fortsætte. Nu er han tilbage på isen i Göteborg – mere selvstændig, mere sulten og med blikket rettet fremad. Ikke mod én bestemt destination, men mod den næste mulighed, han selv kan spille sig til.






























