Live – Mest læste ishockeynyheder

Lars Jensen

DIU-direktør går i rette med Olaf Eller

En slagsmålsvideo, som Rødovre Mighty Bulls lagde op på de sociale medier efter opgøret mod Esbjerg Energy i søndags, har skabt debat.

En slagsmålsvideo, som Rødovre Mighty Bulls lagde op på de sociale medier efter opgøret mod Esbjerg Energy i søndags, har skabt debat. Nu går DIU-direktør Peter Froulund i rette med Rødovres direktør, Olaf Eller, skriver dr.dk.

Under videoen, som fortsat kan ses på Rødovres Facebook-side, kan man se, at holdningerne blandt fans er delte. En stor del er ude med riven og lægger ikke skjul på, at de på ingen måde mener, at slagsmål hører hjemme i ishockey.

Emnet blev taget op i P1 Morgen, hvor både en modstander af slagsmål og Mighty Bulls’ direktør, Olaf Eller, kom til orde.

Flere gange i debatten blev ordet »vold« anvendt, men det er Olaf Eller ikke enig i.

– Vold er vel, når én angriber en anden i en ulige kamp. Det er decideret vold. Her er der tale om en spiller, der går til en anden, som godt er forberedt på, at der kommer en slåskamp, udtaler Olaf Eller til P1 Morgen ifølge dr.dk.

Ifølge dr.dk er DIU-direktør Peter Froulund ikke enig med Olaf Eller.

– Som den gode Olaf siger, er det hans egen definition af, hvad der er vold. Vores officielle regler har ikke plads til slåskampe, og det er ikke noget, vi mener, der skal være, udtaler Peter Froulund til dr.dk og kommer efterfølgende også ind på, at der nok skal tages en snak med Rødovre om, hvordan man bedst promoverer sporten.

Hele interviewet med argumenter for og imod kan høres i P1 Morgen, og hele artiklen kan læses på dr.dk.

Live – Mest læste fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder