Den tidligere Odense Bulldogs-angriber Luka Burzan har fundet en ny klub.
Den 26-årige canadier har skrevet kontrakt med South Carolina Stingrays i ECHL for 2026/27-sæsonen. Dermed vender han tilbage til nordamerikansk ishockey efter ophold i Danmark og Ungarn.
Burzan kom til Odense Bulldogs i oktober 2024 fra slovakiske HK Dukla Trencin og blev en del af det mandskab, der sikrede klubben det danske mesterskab i foråret 2025.
I grundspillet leverede han syv mål og 15 assists i 35 kampe, mens han i slutspillet bidrog med fire mål og otte assists i 17 kampe.
Efter mesterskabet fortsatte Burzan karrieren hos ungarske UTE, hvor han i 2025/26-sæsonen noterede sig for 12 mål og 11 assists i 30 kampe i Erste Liga. Dertil kom tre point i seks slutspilskampe.
Canadieren har tidligere spillet 34 AHL-kampe og 86 ECHL-kampe. I sidstnævnte række har han leveret 32 mål og 42 assists, svarende til 74 point.
Burzan blev desuden draftet af Colorado Avalanche i sjette runde af NHL-draften i 2019 som nummer 171.
Nu venter endnu et kapitel i ECHL, hvor den tidligere danske mester skal tørne ud for South Carolina Stingrays.






























