Verdensmesterskaberne i ishockey i Gruppe A næste år i Danmark kommer til at blive evalueret på parametrene økonomi, synlighed og faktisk oplevet tilfredshed. For DIU og projektselskabet VM 2018 bliver værtsskabet kun en succes, hvis der bliver leveret på alle tre parametre
Hockeymagasinet har med tre artikler – (1) ”VM-bossen: Værtsskabet for VM 2018 vil udvide danskernes kendskab til ishockeysporten” (08.08.17), (2) ”Enver Hansen: Sådan vandt Danmark værtsskabet for VM i A-gruppen 2018” (11.08.17), (3) ”VM-chefen: Massiv salgs- og markedsføringsindsats starter 1 september 2017 (15.08.17) – beskrevet, hvordan idéen om at søge værtsskabet for VM kom til verden. Om den lange vej til at vinde det. Og om den projektorganisation, som aktuelt udvikler på den største sportsevent i Danmark nogensinde. I dette interview fortæller VM-direktør Enver Hansen bl.a. om næste fase i udviklingsarbejdet.
Hvilke udfordringer er de største i næste fase?
”Billetsalget går i gang 1. september, og samtidig kører vi marketingkampagner, både viralt og outdoor. Det er vigtigt, at begge dele kommer godt i gang, selv om vi godt ved, at mange tilskuere først køber billet kort tid før VM. Derudover skal vi have lukket nogle flere kontrakter med de leverandører og entreprenører, som skal indrette de to arenaer og områderne omkring arenaerne, f.eks. Fan Zone operatørerne.”
Hvordan vil I synliggøre, at A-VM 2018 er den hidtil største sportevent i Danmark?
”Det vil vi gøre gennem vores markedsføringskampagner, som vil køre fra september og frem mod VM. Men der er flere måder at sælge vores VM: For nogle betyder det noget i sig selv, at ishockey VM er det største sportsarrangement nogensinde i Danmark, for andre er det lige meget, f.eks. for svenske tilskuere – i sagens natur. Vi samarbejder med et af de bedste kreative bureauer herhjemme, Another, som rådgiver os om, hvordan og hvornår vi bedst kan nå de forskellige målgrupper.”
Hvordan arbejder jeres projektorganisation i det daglige?
”VM-projektorganisationen har siden august 2016 holdt til i Ørestad Syd i en kontorbygning lige over for Royal Arena. Kontorbygningen hænger sammen med Crowne Plaza Hotel, som skal være spillerhotellet under VM. Vi sidder tæt sammen, for vi har ikke så mange kvm. Men det er egentlig mest en fordel, fordi vi ofte har behov for at tale eller sparre med hinanden. I øvrigt har vi en flad organisation, hvor hver medarbejder har et stort ansvar og mange frihedsgrader. Naturligvis med respekt for projektplanen og for vores budget og strategi. Og vi har kun få støttefunktioner: Der er ikke nogen, som laver kaffe for os eller passer telefonen ved et omstillingsbord. Til gengæld har vi løbende en del studerende i praktik, og det fungerer fint, både for dem og os.”
Hvordan er samarbejdet med DIU?
”DIU har kontor i Idrættens Hus i Brøndby, så vi har ikke nogen fysisk kontakt med DIU’s medarbejdere. Men der er naturligvis en tæt dialog med både DIU’s bestyrelse og DIU’s direktør, Ulrik Larsen, som har kontakten til ligaselskaberne, klubberne og til DIU’s kommercielle partnere etc. DIU’s formand, Henrik Bach Nielsen, er også formand for VM-projektselskabet, og der tages ikke nogen vigtige beslutninger i VM-selskabet, uden at DIU på forhånd har godkendt dem.”
Hvordan er samarbejdet med Det Internationale Ishockeyforbund?
”Det er udmærket. Kontakten med IIHF er ikke så omfattende. Det er mere Infront, som vi taler med. Infront er IIHF’s forlængede arm på de fleste områder, vi er i berøring med. Og samarbejdet med Infront er meget fint. De er meget dygtige og effektive og har en masse erfaring fra tidligere VM, som vi kan drage fordel af i vores planlægning. ”
Hvilke succeskriterier har I for de kommende 3 måneder?
”Vi skal have solgt mindst 300.000 billetter til de priser, vi har lagt ind i billetsalgsplanen. Det er det økonomiske mål. Derudover skal vi have markedsført ishockeysporten over for de mange danskere, som ikke kender den endnu, herunder de mange borgmestre, udvalgsformænd og fritidschefer, som endnu ikke har en skøjtehal i deres kommune. Begge mål gælder naturligvis også udover de kommende 3 måneder.”
På hvilke parametre vil I evaluere VM 2018 efter afslutningen den 20. maj 2018?
”På de økonomiske, på synligheden og på, at vi har givet VM-tilskuerne en kæmpeoplevelse. Vi er ikke tilfredse, hvis vi ikke laver et godt VM på alle parametre.”
Hvad er dine fremtidsplaner, når VM 2018 er afsluttet?
”Lige nu har jeg ingen. Dette projekt optager al min tid og al min energi, og jeg er derfor ikke nået dertil, at jeg er begyndt at planlægge min tid efter maj 2018. Min fremtid står åben, men jeg får naturligvis en enorm event- og projekterfaring med dette VM. Og gennem mit tidligere virke som direktør i DIU har jeg beskæftiget mig meget med sportsmanagement. Så der kan måske komme nogle opgaver på de to områder, men jeg planlægger ikke efter det, det har jeg for travlt til,” slutter Enver Hansen.
Hockeymagasinet følger løbende op på Projektselskabets kommende faser i udviklingsarbejdet mod A-VM 2018, som løber af staben 4.-20. maj 2018 i København og Herning. I gruppe A, spiller de svenske VM-vindere 2017 – på åbningsdagen – mod Hviderusland – og Rusland møder Frankrig. Begge Kampe spilles i Royal Arena i København. I Jyske Bank Boxen i Herning møder Danmark på førstedagen Tyskland, hvor også ærkerivalerne USA og Canada mødes i et brag af en kamp.





























