Forberedelserne, planlægningen og optagelserne har stået på i flere år, men nu er ventetiden snart forbi. Danmarks første spillefilm, med ishockey som omdrejningspunkt er snart klar til at ramme det store lærred.
Filmen er blevet produceret af Nimbus Film, og udover Aarhus, hvor handlingen forgår, så har der også været optagelser rundt om i flere af de danske skøjtehaller.
Det her bliver første gang nogensinde, at dansk ishockey bliver smækket op på den helt store skærm, og sendt direkte ud i hovedet på flere hundredetusinde danskere.

Filmen er sat til at få præmiere i alle landets biografer torsdag d. 28. januar 2027. Inden da er drømmen, at den skal have haft forpremiere i alle de ni Metalliga-byer. Så dem der elsker ishockey, de får lov til at opleve filmen først.
Men hvad er det vi kan forvente? Hvad skal vi glæde os til? Det kan vi blive klogere på nu. For i dag har den officielle trailer til filmen nemlig ramt gaden, så dermed kan vi alle sammen nu få det første rigtige indblik i, hvad vi kan forvente os ultimo januar næste år.
Se den nye trailer herunder.
Herunder kan i læse hele pressemeddelelsen, hvor i bla. også hører lidt om filmens handling.
Ishockey, fart og fællesskab:
Der er lagt op til et intenst drama i traileren til Jonas Risvigs anden spillefilm MOMENTUM, som offentliggøres i dag sammen med helt nye stills fra filmen. I traileren får publikum et første actionfyldt, råt og pulserende glimt af stortalentet David Skytt i hovedrollen som Oliver Falk – et af landets største ishockeytalenter, der lever og ånder for isen, sporten og fællesskabet. Oliver er formet af sportens benhårde disciplin og bærer både sin fars efternavn og tårnhøje ambitioner på ryggen. Da en alvorlig skade truer med at knuse karrieren, krakelerer hele hans verden. I et desperat forsøg på at blive på isen tyr han til smertestillende medicin, som hurtigt udvikler sig til en faretruende afhængighed, og en nådesløs kamp for identitet og overlevelse begynder. For hvem er man egentlig, når det eneste, man har levet og åndet for, pludselig bliver taget fra én?
MOMENTUM er Jonas Risvigs hidtil mest personlige projekt om ishockey, faderfigurer og drengefællesskaber – et intenst drama om, hvor langt en ung sportsmand er villig til at gå for sine drømme og for at høre til.
På rollelisten finder man både erfarne stjernenavne og nye talenter, heriblandt David Skytt, Ulrich Thomsen, Marijana Jankovic, Thomas W. Gabrielsson, Gard Løkke, Jonas Oftebro, Oliver Reichhardt Overgaard, Christian Byskov, Clara-Aviaya Helsted Hvid og mange flere.
MOMENTUM er produceret af Nimbus Film, distribueret af Scanbox Entertainment og kan opleves i biograferne fra den 28. januar 2027.
Handling
Oliver Falk er et af landets største ishockeytalenter. Han er vokset op på isen, blandt drengene, ritualerne og sporten. Med sin fars navn på ryggen – den tidligere stjernespiller og nuværende træner Lasse Falk – bærer han både en arv og en ambition: At leve af at spille ishockey og gøre sin far stolt. Men da en skade rammer ham, begynder sprækkerne at vise sig. For hvem er man, når isen forlader en og alt man har ofret føles meningsløst? Opioider bliver en genvej til at holde farten og glemme smerterne både på isen og i hverdagen. Langsomt glider Oliver væk fra sig selv, fra holdet og fra dem og det, han elsker. Da konsekvenserne indhenter ham, står han overfor sit livs vigtigste kamp.
MOMENTUM udspiller sig i ishockeyens arena, hvor adrenalinfyldte tacklinger og konfrontationer på isen møder en følelsesmæssig kamp bag hjelmen. En intens fortælling om fart, fællesskab og drømmen om at høre til.
Jonas Risvigs mest personlige projekt
MOMENTUM er Jonas Risvigs mest personlige historie til dato. Han har selv spillet ishockey i mange år og mærket fællesskabet, isen, drømmene og kærligheden i og til klubben. Han ønsker at give et autentisk indblik i en verden, hvor de unge drenge vil gå længder for deres drømme og for at være en del af et sammenhold.
Med MOMENTUM vil Jonas Risvig undersøge og vise, hvad der sker, når en ung mand føler, at han kun er noget værd, hvis han præsterer, og konsekvenserne det kan få, når presset bliver for stort.
Et stærkt cast på tværs af generationer
I MOMENTUM bringer Jonas Risvig sit blik for autenticitet med ind i en helt ny arena. Derfor har han håndplukket talenter til de bærende roller. Og hvor han i sine tidligere projekter har haft fuld fokus på de unge og deres verden, inviterer han for første gang et erfarent cast ind i fortællingen til et generationsmøde mellem ungdommens nerve og de voksnes autoritet.
I den altoverskyggende hovedrolle som Oliver står David Skytt, som tidligere har gjort sig bemærket i tredje sæson af DR-serien Salsa. Over for ham ses Ulrich Thomsen i nøglerollen som Olivers far. Siden sit store gennembrud i Thomas Vinterbergs Festen i 1998 har Ulrich Thomsen haft utallige hovedroller i film af stjerneinstruktører som bl.a. Susanne Bier, Anders Thomas Jensen, Ole Bornedal og Per Fly, ligesom han også internationalt har haft markante roller. På rollelisten finder man også Oliver Reichhardt Overgaard fra Salsa, Clara-Aviaya Helsted Hvid kendt fra Grænser samt debutanten Christian Byskov. Samtidig medvirker den markante norske skuespiller Jonas Oftebro samt det fremadstormende norske talent Gard Løkke, der for alvor gjorde sig bemærket efter Netflix-premieren på Hjem til jul.
I andre nøgleroller medvirker erfarne kapaciteter som Marijana Jankovic (Alting bliver godt igen, 2011), Thomas W. Gabrielsson (En kongelig affære, 2012), Bjarne Henriksen (Forbrydelsen, 2007), Peter Schrøder (Krummerne, 1991) og Ulver Skuli Abildgaard (Hjem til fem, 1995-1998).
Det kreative hold
Jonas Risvig, der både har skrevet og instrueret filmen, har haft en kometkarriere som instruktør siden han debuterede med minidokumentaren Rolig under pres som 22-årig i 2015. Han står bag anmelderroste seriesucceser som Salsa, Drenge, Grænser, Centrum og ZUSA. MOMENTUM markerer hans næste store skridt i spillefilmens verden efter debutfilmen, biografsuccesen Kontra (2024).
Filmen er produceret af Marie Holck og Jasmine Hermann Naghizadeh for Nimbus Film, og på det kreative hold findes en række af Jonas Risvigs faste samarbejdspartnere, herunder fotograf Jesper Christensen, klipper Mie Sofie Nielsen, production designer Rie Lykke, lyddesigner Jakob Strandgaard og komponist William Risvig.
MOMENTUM er støttet af Det Danske Filminstitut ved konsulent Kirstine Vinderskov, Den Vestdanske Filmpulje, Nordisk Film & TV Fond, TV 2 og Herning Kommune i samarbejde med Scanbox Entertainment – del af Vuelta.
Med venlig hilsen
HAVE Kommunikation




























