LIVE - Mest læste ishockeynyheder

HM

Esbjerg bliver værtsby nummer to for Kvindernes VM i november

Når verdens 10 bedste nationer hos kvinderne samles på isen i Danmark i november 2026, bliver det med to værtsbyer. Herning og Kvik Hockey Arena er allerede konfirmeret som hovedvært for turneringen – altså den by, der huser slutkampene - og nu er det sikkert og vist, at Esbjerg bliver den anden værtsby for turneringen.

Det betyder, at den flotte Granly Hockey Arena for første gang siden indvielsen i 2019 bliver vært for en så stor, international turnering. Esbjerg bliver værtsby for en indledende pulje (10 kampe) og to kvartfinaler. Det glæder borgmester i Esbjerg, Jesper Frost Rasmussen.

- Vi ser frem til at byde verdens bedste kvindelige ishockeyspillere og fans velkomne i Esbjerg ved verdensmesterskabet i ishockey i 2026. Her vil mesterskabet få gode rammer i Granly Hockey Arena, en af Danmarks største og mest moderne ishaller, siger han. 

- Det bliver en fest for kommunens borgere såvel som for gæster udefra, der under besøget kan tage del i energien og opleve noget af alt det, som Esbjerg har at byde på. Jeg er sikker på, at det bliver en begivenhed, som hele byen vil få glæde af, siger borgmester i Esbjerg Kommune, Jesper Frost Rasmussen. 

Direktør hos Danmarks Ishockey Union, Peter Froulund, ser frem til at komme til Esbjerg. - Vi er meget glade for at kunne præsentere ishockey på ypperste internationale niveau i Esbjerg. Faciliteterne i og omkring Granly Hockey Arena er perfekte til formålet, og vi håber på stor opbakning fra det ishockeykyndige publikum i byen. 

- Mange tak til Esbjerg Kommune for at være samarbejdspartner sammen med kollegerne i Herning og Sport Event Danmark. Vi var vært for kvindernes VM i 2022 og det var en succes og en sportslig oplevelse af højeste kaliber. Vi glæder os til igen at huse et af de store events i international ishockey, siger han. Også Sport Event Denmark, der støtter større sportsbegivenheder i Danmark, glæder sig over at få verdensklasseishockey til Danmark igen. 

- VM-ishockey for herrer i maj var en fantastisk oplevelse og et godt bevis på, at Danmark kan levere ishockeyevents i verdensklasse. Nu er det kvindernes tur til at spille VM i Herning og Esbjerg, siger Lars Lundov, direktør for Sport Event Denmark. Kvindernes ishockey-VM spilles i dagene 6. november til 16. november, hvor finalen spilles i Herning.

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder