Efter ni dages kamppause er Esbjerg klar til endnu en opgave i Metal Ligaen, hvor holdet aktuelt står med 23 point efter 12 kampe.
De seneste syv opgør har budt på fem sejre og to nederlag efter ordinær spilletid, og senest har Esbjerg besejret SønderjyskE to gange med henholdsvis 6-4 og 4-2.
Men selv om resultaterne har været gode, mener cheftræner Markus Åkerblom fortsat, at der er plads til forbedringer.
Åkerblom: Vi har ikke præsteret godt nok i alle perioder
Esbjerg har hentet ni point i de seneste tre kampe mod SønderjyskE og Rødovre, men træneren understreger, at holdet stadig har områder, der skal udvikles.
“Nu har vi sikret ni point i de tre seneste kampe mod SønderjyskE og Rødovre, og vi har taget en del positive ting med fra kampene. Men der er samtidig ting, som vi både kan og skal forbedre. Der er perioder, hvor vi ikke har præsteret godt nok,” fortæller Markus Åkerblom i klubbens kampoptakt.
Han forklarer samtidig, at kamppausen er blevet brugt på at analysere holdets præstationer og arbejde med forbedringer på træningsbanen.
Skader giver muligheder til unge spillere
Esbjerg-træneren fremhæver også samarbejdet med Esbjerg IK, der har gjort det muligt at supplere truppen med yngre spillere i en sæson præget af afbud.
Ifølge Åkerblom er det vigtigt både for intensiteten til træning og for udviklingen af klubbens kommende generation.
“Vi signalerer til talenterne, at professionel ishockey kan blive en mulighed, og holder liv i drømmene, samtidig med at nogle får mulighed for at opleve, hvordan det er at være professionel ishockeyspiller,” fortæller cheftræneren.
Han peger blandt andet på de to letter Elvis Laskovs og Edvards Bergmanis, som blev tilknyttet før sæsonen efter deres indsats i Divisionen.
Rungsted kommer med et stort nederlag
Mandagens gæster fra Rungsted har haft en vanskeligere sæsonstart og står med 11 point efter 12 kampe.
Senest tabte nordsjællænderne 1-6 på hjemmebane til SønderjyskE fredag aften.
Esbjerg har til gengæld haft mulighed for at restituere og forberede sig grundigt efter den seneste kamp.
“Vi har holdt fri i tre dage, så spillerne har haft gode muligheder for at restituere – både fysisk og mentalt. I dagene op til mandagens kamp mod Rungsted har vi så haft fuldt fokus på den,” slutter Markus Åkerblom.
Der er kampstart i Granly Hockey Arena mandag klokken 18.30.





























