Live – Mest læste ishockeynyheder

Patrick Andersen

Fælles front med Danmark: Verdens største ishockeynation raser over russisk comeback

Hockey Canada retter skarp kritik mod CAS-afgørelsen om Ruslands VM-comeback, deler IIHF’s skuffelse og har orienteret Canadas regering om situationen.

Verdens mest magtfulde ishockeynation slutter sig nu til den hastigt voksende modstand mod Den Internationale Sportsdomstols (CAS) beslutning om at tillade russiske landshold at deltage i internationale turneringer fra sæsonen 2026/2027.

I en officiel udtalelse lægger forbundet ikke skjul på sin utilfredshed og meddeler samtidig, at sagen er blevet løftet direkte til regeringen i Ottawa.

“Hockey Canada deler Det Internationale Ishockeyforbunds (IIHF) skuffelse over Den Internationale Sportsdomstols (CAS) afgørelse i dag,” udtaler forbundet direkte.

Selvom de praktiske konsekvenser af afgørelsen stadig mangler at blive fuldt klarlagt, er det canadiske forbund allerede rykket tæt sammen med IIHF for at vurdere effekten for medlemslandene og de kommende mesterskaber:

“Selvom konsekvenserne af kendelsen ikke er umiddelbart klare, er vores organisation i kontakt med IIHF for at få mere at vide, og vi afventer en dybere forståelse af den potentielle indvirkning, beslutningen vil få på IIHF’s nationale medlemsforbund og fremtidige turneringer. Vi har briefet Canadas regering om udfaldet af CAS-sagen og vil komme med opdateringer, så snart de foreligger,” slutter forbundet.

Med udmeldingen danner Hockey Canada fælles front med blandt andre Danmarks Ishockey Union (DIU) og Det Tyske Ishockeyforbund (DEB), som begge har rettet en skarp kritik mod dommen og advaret om store politiske og sikkerhedsmæssige problemer ved Ruslands tilbagevenden til sporten.

Live – Mest læste fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder