Fan-nostalgi: Ømme fødder og ben i Herning
Her i landskampspausen skal vi jo finde noget andet at skrive om. En af de ting vi er kommet i tanke om, eller rettere sagt to, omhandler Blue Fox Support, og deres knap så gode evner til at vide hvornår man skal indgå et væddemål, og hvornår man ikke skal.
Hvornår noget bliver nostalgisk er jo lidt en vurderingssag. Men den første episode vi skal ind på her er efterhånden ved at have en del år på bagen. Vi skal nemlig helt tilbage til 2009.
Blue Fox stillede op til sæsonen med det yngste hold i klubbens historie. En presset økonomi og en truende konkurs sæsonen forinden var blevet afværget i ellevte time, og derfor ventede en ny form for sæson for det sejrsvante midtjyske publikum.
Så under sommerfesten indgik Kim Torp Jensen og Danny Pedersen et væddemål med truppen. Hvem vinder sæsonens første kamp? Det uprøvede Blue Fox-hold skulle åbne på udebane mod mestrene, og de suveræne favoritter til at genvinde titlen fra SønderjyskE.
Vandt SønderjyskE skulle truppen give øl i supporterbussen på hjemturen. Men vandt Blue Fox, så ville de to fans tage turen hjem til fods. Udfaldet var givet på forhånd. Eller var det? I ishockey er intet givet på forhånd, hvilket de to unge mænd fik at mærke på egen krop den fredag i slutningen af september.
For i den forlængede spilletid dukkede Nicklas Jensen pludselig op, og så tog Blue Fox altså sejren.
Så gik turen ellers ud i mørket, hvor en rask lille gåtur på 110 km. ventede forude. Øl, pizza og pølsehorn udgjorde brændstoffet, og turen hjem tog godt 24 timer.
Kim Torp Jensen udtalte efterfølgende til Jyllandsposten.
"Det var jo cool, at de vandt, for det var jo ikke fordi, at nogen troede på, at de havde de store chancer, men så måtte vi jo tage konsekvensen. Spillerne havde åbenbart heller ikke glemt det, for de var da nede og gøre opmærksom på det efter kampen.
En vanvittigt væddemål, men også et fedt stunt, som gav en masse smil og positiv omtale, på et tidspunkt hvor det var knap så sjovt at være ishockeyfan i Herning.
Ret skal være ret, i den resterende del af sæsonen var Blue Fox ikke i nærheden af at tage point fra SønderjyskE, der helt som forventet vandt mesterskabet i overbevisende stil. Blue Fox selv sluttede på en tredjeplads, og scorede dermed en bronzemedalje. En medalje der næsten blev fejret som et mesterskab, og som af mange den dag i dag, stadig kalder et af de største resultater i klubbens historie.
Så hopper vi fem år frem i tiden. Til februar i 2014. Igen var det Kim Torp Jensen der ikke kunne holde sig tilbage. Denne gang havde han allieret sig med Henrik Andersen, og væddemålet, som denne gang var med klubben lød således.
-Klubbens Facebookside skulle nå 2500 følgere inden en vis dato, og lykkedes det ville de to fans kører hjem fra udekampen mod Frederikshavn på løbehjul.
Det tog ganske få dage, så var målet nået, og en ny lang tur ventede.
Herning Folkeblad spurgte den vædde-glade Herningfan om hvorfor, og svaret lød.
"Vi gør det først og fremmest for at give klubben noget PR lige før starten på slutspillet, og så fordi jeg godt kan lide skøre udfordringer.
Blue Fox vandt kampen i Frederikshavn, og mens bussen blev fyldt op, begav de to fans sig af sted ud i mørket, sammen med deres følgebil, iført refleksvest og blinkende pandebånd.
På et kort går det ned af når man kører fra Frederikshavn til Herning. Men virkeligheden er en lidt anden. Hjemturen gik igennem Rebild Bakker, og som Kim Jensen udtalte på vejen hjem.
“Dem der siger at Danmark er et fladt land er fulde af løgn"
De to gæve gutter kunne ikke bare hygge sig igennem de godt 189 km, for Blue Fox og Frederikshavn skule møde hinanden back-to-back, hvilket altså betød at de to hold spillede igen allerede næste aften. En kamp de naturligvis gerne ville nå hjem til.
19 timer og 50 minutter senere ankom de til Kvik Hockey Arena, og før kampen blev de også fortjent hyldet inde på isen. At Blue Fox så endte med at tabe kampen betyder ikke så meget i dette sammenhæng.
Blue Fox TV var med på hele turen, og det kom der denne sjove film ud af, hvor man kan høre hvad de to meget trætte herrer havde at sige efter hjemkomsten, samt hvor man også kan se dem blive hyldet inde på isen før kampen.