Det læser de besøgende på HOCKEYMAGASINET lige nu

Jakob Emil Kristensen

Fra pendling over Øresund til seniordebut – Portræt af Victor Schmidt Nielsen

Den danske U20-landsholdsspiller Victor Schmidt Nielsen har i år fået sin seniordebut i den tredjebedste svenske række. Allerede som 16-årig flyttede han til Sverige alene, hvilket var en hård, men modnende oplevelse.


Victor Schmidt Nielsen i kamp for Borås. Foto: Anders Gustafsson


I sommeren 2021 sidder Victor Schmidt Nielsen alene i sin studielejlighed i Sverige, blot 16 år gammel. Hans forældre har afleveret ham i den svenske by Borås, en times kørsel fra Göteborg, og næsten 300 km fra barndomshjemmet i Søborg.

I Borås skal den danske back spille hockey for byens U18-hold, men det er ikke det nemmeste at skulle vænne sig til et nyt sted og et nyt liv i så ung en alder.

”I starten var man meget deprimeret, fordi man bare sad alene i sin lejlighed. De første tre-fire måneder var meget hårde, også mentalt,” fortæller Victor.

Til trods for den hårde tid holder Victor ud. To år senere bor han stadig i den samme by, spiller for den samme klub og har som 18-årig fået debut for Borås’ seniorhold.

Ung pendler

Skiftet til Borås er ikke første gang Victor stifter bekendtskab med svensk ishockey. Allerede som 14-årig får ham og hans to gode venner fra Rødovre, Edvard Lundmark og Magnus Paaske, muligheden for at skifte til Lund i Sverige.

De flytter ikke hjemmefra, men pendler dagligt over Øresund. En hård kost når man både har daglig træning og en skolegang at passe.

Det bliver ikke nemmere, da Victor den efterfølgende sæson skifter til Malmø, uden sine to danske venner fra tiden i Lund.

”Det var jo mit første år alene, altså som dansker i Malmø. Jeg havde ikke nogen venner eller nogen bekendte, der spillede der, så man var meget ensom,” fortæller han.

Fordi Victor skal pendle frem og tilbage, er det svært at komme socialt ind på de andre på holdet. Opholdet i Malmø bliver derfor kort, blot en enkelt sæson.

”Man ydede ikke sit bedste, når man var stresset over, hvordan man kom hjem efter en sen træning osv.”

De hårde sene aftener

Til trods for det korte ophold i Malmø giver Victor ikke op på at spille i Sverige. Han føler, at han har noget at bevise og tror på, at det er det bedste for hans udvikling. Han skriver derfor under på en kontrakt hos Borås HC.

Starten er dog ikke nem. Det er hårdt, når man som 16-årig skal lære at vaske tøj, lave mad og finde nye venner. Til træning er det okay, men det er svært at finde modet til at invitere holdkammeraterne hjem til sig selv efter træning. Det ender med flere overvejelser om en retur til Danmark.

”Jeg fik heller ikke særlig meget spilletid, så der var 100% en masse sene aftener, hvor man ikke gad at være der, og man følte, at man blev behandlet forkert,” fortæller Victor.

Men ligesom efter opholdet i Malmø giver Victor ikke op. Han ved, at han er der af en grund.

”Man vidste, at man ville få noget ud af det. Hvis jeg bare ligesom overlever det her, eller hvis jeg bare tænker fremad, så kommer der nok noget positivt”


Udover Borås, spiller Victor også for det danske U20-landshold. Foto: Anders Gustafsson


En moden spiller

Efter et par måneder tager det sociale fart for Victor. Det bliver nemmere efter han lærer sproget fuldt ud, kommer ind i en rutine og finder ud af hvilke venner, han gerne vil ses med uden for hallen. Lige pludselig er det rart at bo alene, det giver en frihed.

Det kan også ses på banen. Victor har denne sæson slået sig fast som en profil på Borås’ U20 hold og fået sin seniordebut i HockeyEttan, den tredjebedste svenske række.

Ifølge klubbens assisterende GM, Mattias Hyttinen, skyldes det en nyfunden selvsikkerhed.

”På isen har han været mere selvsikker, og da han fik chancen for at træne med seniorholdet, tog han den. Han var ikke bange. Det første år eller to var op og ned for ham, men han var også ung,” fortæller han, og tilføjer:

”Personlighedsmæssigt er han den samme som altid, men han er stærkere mentalt.”

Hyttinen beskriver Victor som en ydmyg, moden og ansvarsfuld person og siger, at det nok skyldes den unge alder, hvor han pakkede sit liv ned og flyttede alene til Sverige.

Det resonerer hos Victor selv.

”Man er jo blevet voksen i en tidlig alder. Og det kan både være positivt og negativt. Men for min del, synes jeg bare, det har været positivt,” fortæller han.

Et klart mål

I øjeblikket er Victor med Danmarks U20-landshold til Division 1A VM i Ungarn. Det er anden gang han er med og han føler derfor, at han har mere ansvar, både socialt og på isen.

Målet når Victor kommer hjem til Borås er klart. En fast plads på seniorholdet, som kan blive et springbræt til en større klub. Inden han rejste til Ungarn, fik han en opmuntrende besked, hvad det angår.

”Jeg fik en hurtig bemærkning af træneren, inden jeg tog afsted, og det var, at vi ses 100 procent når du kommer hjem. Så det er det, jeg lever lidt på lige nu,” fortæller han med ydmyghed i stemmen.

Victor Schmidt Nielsen og resten af Danmarks U20-landshold spiller sidste kamp ved VM i morgen, hvor de møder Japan.

MEST LÆSTE - SPORTSNYHEDER

SENESTE SPORTSNYHEDER