LIVE - Mest læste ishockeynyheder

Frans Nielsen hyldet i Boxen: Noget man aldrig troede skulle ske

Den tidligere NHL-stjerne og danske ishockeylegende Frans Nielsen blev mandag aften hædret sammen med sine holdkammerater fra de historiske danske landshold fra 2002 og 2003. Det skete ved Danmarks VM-kamp mod Tjekkiet i Jyske Bank Boxen i Herning, hvor Nielsen og resten af det daværende hold modtog IIHF's Milestone Award for deres betydning for dansk ishockey.

Frans Nielsen, der var den første dansker i NHL og spillede hele 925 kampe i ligaen, fortalte efterfølgende til Viaplay, at oplevelsen fra dengang fortsat står som en af karrierens abslut største højdepunkter:

“Man oplevede meget, men det her er stadigvæk en af dem, der står allerhøjest på listen. Det er dét, man husker fra karrieren. Det var stort, og noget man aldrig troede skulle ske,” siger Nielsen og fortsætter:

“Med et så stort arrangement som VM i lille Herning, kan man virkelig sige, at nu har vi fået det for anden gang. Så det var gode minder dengang, og det har været sjovt at se det fra den anden side – nu også som fan.”

Landsholdene fra 2002 og 2003 fik prisen, fordi de præsterede noget helt ekstraordinært: De sikrede oprykning til VM's Top Division i 2002 og slog sensationelt USA i den første kamp ved VM i 2003. En sejr, som ifølge Frans Nielsen blev startskuddet på dansk ishockeys nuværende succes.

“Alle de gutter, der står derovre nu, var jo et stykke historie i dansk ishockey. Det var fantastisk, at vi siden dengang er blevet oppe i den bedste gruppe. Det var et hold, vi tog afsted med – med mange afbud – men det blev en tæt gruppe. Vi troede absolut ikke, at vi kunne vinde en turnering, men vi gik ned og gjorde det, og så slog vi USA i den første kamp året efter, og siden er det bare rullet derudaf,” siger Frans Nielsen.

Nielsen repræsenterede Danmark i 121 landskampe, spillede OL i 2022 og betragtes stadig som en af dansk ishockeys største profiler gennem tiderne.

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder