Live – Mest læste ishockeynyheder

Lars Jensen

Hårdt slag for Herlev Eagles: Topscorer forventes ude i flere uger

Herlev Eagles er blevet ramt af et alvorligt skadesmæssigt tilbageslag på et særdeles uheldigt tidspunkt i sæsonen.

Ifølge flere af Hockeymagasinets kilder har klubbens topscorer, Victor Daisy Cubars, pådraget sig et brud på hånden eller håndleddet under fredagens lokalopgør mod Rødovre Mighty Bulls.

Skaden betyder, at Herlev må undvære den offensive profil i den afgørende fase af kampen om en plads ved Metal Final4.

Og det stopper ikke her.

Cubars kommer heller ikke med, når Herlev Eagles snart skal repræsentere dansk ishockey i den europæiske Continental Cup.

Ifølge Hockeymagasinets kilder forventes topscoreren at være ude i fire til seks uger, men den præcise længde af skadespausen er endnu ikke meldt offentligt ud.

Kom skævt ind i en tackling

Skaden opstod i forbindelse med en tackling med Rødovres Lasse Carlsen.

Cubars kom skævt ind i situationen, hvor han efterfølgende skulle have pådraget sig skaden på hånden eller håndleddet.

Der foreligger endnu ingen officiel udmelding fra Herlev Eagles om skadens præcise omfang.

Men fraværet kommer på et tidspunkt, hvor klubben står foran nogle af sæsonens vigtigste kampe.

Ude af den afgørende Final4-kamp

Herlev Eagles mangler blot en enkelt kamp, inden de fire deltagere ved Metal Final4 skal findes efter 16 spillerunder.

Og den kamp må klubben altså klare uden sin topscorer.

Det er et hårdt slag for et Herlev-mandskab, der fortsat har en teoretisk chance for at sikre sig en af de eftertragtede pladser.

Fredagens lokalopgør mod Rødovre endte med et bittert 3-5-nederlag, efter at Herlev ellers havde ført med 3-1 inden tredje periode og hvor Cubars i øvrigt var involveret i samtlige tre Herlev scoringer.

Misser også europæisk eventyr

Skaden får samtidig konsekvenser for Herlevs deltagelse i Continental Cup.

Den europæiske turnering er en stor begivenhed for klubben, men Herlev må med stor sandsynlighed rejse afsted uden Victor Daisy Cubars.

Herlevs mest pointstærke spiller

Victor Daisy Cubars har været en af Herlevs vigtigste offensive spillere i denne sæson.

Den danske forward topper klubbens interne pointliste med syv mål og otte målgivende afleveringer, svarende til 15 point i 14 kampe.

Han er dermed holdets mest pointstærke spiller foran Joseph Jonsson og Matthias Asperup, der begge står noteret for 13 point.

At skulle undvære topscoreren netop nu er derfor et mærkbart sportsligt tilbageslag for Herlev Eagles.

Ifølge Hockeymagasinets kilder lyder den foreløbige prognose på en skadespause på fire til seks uger.

Live – Mest læste fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder