Live – Mest læste ishockeynyheder

Lars Jensen

Han fulgte storebrorens spor – nu skriver han sin egen historie

Et portræt af hverdagen, ambitionerne og afsavnene bag et ungt dansk ishockeytalents valg om at søge udvikling i udlandet.

I denne artikelserie går Hockeymagasinet tæt på unge danske spillere, der har valgt at forlade de trygge rammer herhjemme for at forfølge udvikling, uddannelse og hockeydrømme i udlandet. Vi undersøger, hvad der førte dem af sted, hvordan hverdagen ser ud langt hjemmefra, hvilke krav beslutningen stiller – og hvad de må sætte på spil for at komme tættere på målet.

I denne artikel møder vi 18-årige Martinus Uggerhøj Schioldan, der som 16-årig forlod Frederikshavn for at følge storebror Alberts spor til HV71. I Jönköping har han fundet et krævende miljø, hvor hockeydrømmen former hverdagen og livet langt hjemmefra både udvikler og koster – men også har ført ham til oplevelser som U20-VM i Minnesota.

1. Du havde hele din hockeyopvækst i Frederikshavn, før turen som 16-årig gik til Sverige og HV71. Hvordan opstod muligheden, hvad motiverede dig til at gribe den – og hvilke tanker gjorde du dig, inden du tog beslutningen?

– Som de fleste unge spillere også gør, drømte jeg om at komme til Sverige. Jeg var ude og prøve lidt forskellige klubber og fik til sidst et tilbud fra HV71, som jeg valgte at gribe. Min bror spillede i klubben på daværende tidspunkt, og han havde haft nogle rigtig gode år. Så jeg kendte allerede klubben og vidste, hvor gode udviklingsmuligheder de faktisk havde, og valgte derfor at gribe muligheden og tage afsted. Så jeg vil sige, at min største motivation var min bror, Albert, som allerede havde prøvet at være en del af et sådant miljø, og jeg håbede på at kunne finde samme glæde som ham i det, hvilket jeg også har gjort.

2. Siden 2024 har du spillet både U18 og U20 i HV71, hvor du hver dag skal udvikle dig og samtidig bevise, at du fortjener din plads. Hvordan oplever du hverdagen mellem træning, kampe og livet uden for banen – og hvad gør den konstante konkurrence ved dig som spiller og menneske?

– Jeg oplever hverdagen som intens, men sjov. Vi spiller en del kampe og træner meget, samtidig med at jeg har mit gymnasium at holde styr på. Det kan være hårdt til tider, og der vil altid være op- og nedture, men heldigvis finder jeg rigtig meget glæde i kampe og ikke mindst træning.

– Konkurrencen på holdet er stor – men det gør, at jeg som spiller bliver bedre hver dag, fordi man hele tiden kæmper om sin plads på holdet. Så det kan være en stor motivationsfaktor, i og med at man altid skal være på for at fortjene en plads på holdet.

3. At rejse til udlandet som ung er en investering i drømmen, men beslutningen kan også have en pris. Hvad føler du, at du har sat på spil eller måttet give afkald på – og hvordan vejer du det op imod det, du har fået med dig fra opholdet?

– At flytte hjemmefra i en ung alder har selvfølgelig også sin pris. Noget af det, man kan savne mest, er de små og store begivenheder i familien, og en gang imellem kan man savne det traditionelle ungdomsliv med sine venner derhjemme.
Til gengæld får jeg lov til at opleve et helt nyt land, hvor jeg lærer at bo selv, blive moden og mere selvstændig, og får en unik mulighed for at fokusere endnu mere på den sport, jeg elsker, sammen med andre, der jagter samme drøm.
Ud over det har jeg også fået rigtig mange unikke oplevelser igennem hockey, som jeg ikke ville have fået ellers.

4. Når du tænker tilbage på din hockeyrejse indtil nu, hvilken oplevelse står så stærkest i dig – den, der stadig kan give dig et sug i maven? Og når du ser fremad, hvad er det så for en drøm, der får dig til at blive ved med at lægge alt det arbejde i sporten?

– Sporten har givet mig mange fede oplevelser, men hvis jeg skulle udpege en, som var ekstra speciel, ville jeg vælge U20-VM i Minnesota. At få lov at spille så stor en turnering var helt magisk. Selvom resultatet ikke var, som vi havde håbet på, var det stadig en kæmpe oplevelse og en ære at få lov at være en del af sådan et hold.

Da Martinus Uggerhøj Schioldan som 16-årig pakkede tasken og forlod Frederikshavn, var det ikke med nogen garanti for, hvor langt valget ville føre ham. Kun med troen på, at hverdagen i et stærkt svensk miljø kunne bringe ham tættere på det, han drømmer om.

Siden har han lært, at det at satse ikke kun handler om flere træninger og hårdere konkurrence. Det handler også om de øjeblikke derhjemme, man ikke er en del af, og om at finde sig til rette i et liv, hvor man tidligt må stå på egne ben. Netop derfor bliver oplevelser som U20-VM i Minnesota mere end blot en turnering. De bliver små svar på, hvorfor afsavnet kan være det værd.

Martinus ved endnu ikke, hvor langt rejsen fører ham. Men den dreng, der fulgte sin storebrors spor til Jönköping, er allerede i gang med at sætte sine egne. Ét træningspas, én kamp og ét valg ad gangen.

KORT OM MARTINUS UGGERHØJ SCHIOLDAN

NAVN Martinus Uggerhøj Schioldan

ALDER 18 år

POSITION Forward

KLUB HV71 U20

UNGDOMSKLUB: Frederikshavn IK

Live – Mest læste fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder