Et portræt af hverdagen, ambitionerne og de valg, der følger med, når et ungt dansk ishockeytalent flytter grænserne for sin udvikling.
I denne artikelserie går Hockeymagasinet tæt på unge danske spillere, der har forladt de trygge rammer herhjemme for at forfølge udvikling, uddannelse og hockeydrømme i udlandet. Vi følger vejen frem mod beslutningen, livet langt hjemmefra og de krav og afsavn, der følger med, når drømmen får førsteprioritet.
Finland var ikke fremmed land for Lepola. Han er født i Hyvinkää, taler flydende finsk og har dobbelt statsborgerskab. Alligevel var både Rauma og Lukko næsten ukendt territorium, indtil fortællingerne om klubben – og dens tætte samspil mellem skole og hockey – gjorde muligheden værd at gribe.
Nu foregår hverdagen i et andet tempo. På U20-niveau kommer beslutningerne hurtigere, nærkampene tættere, og konkurrencen følger med ind til hver eneste træning. Satsningen fortsætter, når skøjterne er taget af: i søvnen, kosten og restitutionen – i alle de stille valg, der skal bringe ham nærmere de mål, som stadig ligger ude i horisonten.
KORT OM ALEXANDER LEPOLA
NAVN: Alexander Lepola
ALDER: 18 år
POSITION: Forward
KLUB: Lukko U20
UNGDOMSKLUBBER: Herlev IK og Gentofte
STATSBORGERSKAB: Dansk og finsk
1. I 2024 forlod du ungdomshockeyen i Herlev og Gentofte for at tage til Finland og Lukko U18. Kan du huske det øjeblik, hvor muligheden blev alvor – og hvad fik dig til at tro på, at netop Lukko var det rigtige sted at satse på din drøm?
– Jeg kan huske, da jeg skulle skrive under på kontrakten, at det blev mere alvor. Selvom det nok ikke gik helt op for mig på det tidspunkt, hvor stor en ting det var i det moment. Jeg valgte Lukko, da jeg hørte gode ting om dem, men også om byen og det setup, de har mellem skole og hockey.
2. Efter to sæsoner på Lukko U18 står du nu foran hverdagen på Lukko U20 – et miljø, hvor vejen mod professionel ishockey pludselig kommer tættere på. Hvad har du allerede opdaget, at det kræver at følge med på det niveau, og hvornår mærker du tydeligst, at intet bliver givet gratis?
– Man kan godt mærke, at man er rykket op på U20. Spillet er hurtigere og smartere, men også en del hårdere i nærkampe end på U18. Det kræver hårdt arbejde dagligt og 100 % til hver træning og kamp. Det kræver også mere uden for isen, at man går mere op i sin kost og søvn, men også hvordan man restituerer. Der er god kamp om pladserne på holdet. Vi har en del spillere på de forskellige landshold, så ingen pladser i holdopstillingen er garanteret, hvis man sløser til træning.
3. Du har både dansk og finsk statsborgerskab, og skiftet til Lukko rummer derfor måske mere end et klassisk udlandseventyr. Hvilken relation havde du til Finland, Rauma og klubben, før du tog afsted – og har opholdet fået dig til at se anderledes på, hvor du hører til?
– Jeg er født i Hyvinkää i Finland, så jeg kendte godt til landet. Jeg snakker også flydende finsk. Jeg havde heller ikke været i Rauma, før jeg skulle spille der, og kendte heller ikke så meget til klubben. Jeg vidste godt, at der blev spillet hockey i Rauma, men det var ikke et hold, jeg havde fulgt, inden jeg skulle spille for dem. Da jeg kom hertil, vidste jeg ikke helt selv, hvilket land jeg hørte mest til, men fandt rimelig hurtigt ud af, at jeg føler mig mere dansk. Men jeg føler dog også, at jeg har noget finsk i mig.
4. Du er 18 år, har allerede spillet på det danske U18-landshold og har nu taget endnu et skridt med oprykningen til Lukko U20. Hvis vi møder Alexander Lepola igen om fem år, hvilken spiller håber du så, at vi ser – og hvor langt tør du drømme om, at hockeyen kan føre dig?
– Jeg håber, at I ser en passioneret, fysisk forward, som kan lave mål. Jeg har ikke fået tænkt over, hvor jeg vil stå om fem år, men drømmer stadig om NHL, Nordamerika eller at blive professionel i Europa. Selvfølgelig også om at kunne spille på landsholdet. Fokus er på denne sæson nu, og der skal køres på, og så må man se, hvor langt man kan komme med hockeyen.
Da Alexander Lepola satte sin underskrift på kontrakten med Lukko, rykkede hockeydrømmen fra tanke til virkelighed. Livet i Rauma har siden vist ham, at vejen frem sjældent afgøres i ét stort øjeblik. Den formes i stedet mellem kampene – i konkurrencen, de daglige valg og viljen til at møde ind igen, selv når ingen plads er garanteret. Samtidig har opholdet ført ham tættere på sine finske rødder uden at ændre følelsen af først og fremmest at være dansk. Hvor det ender, ved han ikke endnu. Lige nu handler det om denne sæson – og om at se, hvor langt arbejdet og drømmen kan bære ham.
