Tidligere Herlev Eagles- og Esbjerg Energy-profil Jordan Knackstedt fortsætter karrieren i Tyskland.
Den 37-årige canadisk-tyske forward skifter fra Hannover Scorpions til Blue Devils Weiden, der spiller i DEL2.
Knackstedt har en markant fortid i Metal Ligaen. Han begyndte 2016/17-sæsonen hos Herlev Eagles, hvor han leverede 31 point fordelt på 12 mål og 19 assists i 32 grundspilskampe.
Undervejs i sæsonen skiftede han til Esbjerg Energy. Her lavede han fem point i fire grundspilskampe, inden han for alvor satte sit aftryk i slutspillet.
I 17 playoffkampe stod Knackstedt for otte mål og ti assists og var dermed med til at sikre Esbjerg Energy det danske mesterskab.
Efter tiden i Danmark fortsatte han til tysk ishockey, hvor han siden har tilbragt størstedelen af karrieren.
Han har blandt andet haft fem sæsoner hos Dresdner Eislöwen og står samlet noteret for 435 point i 357 grundspilskampe i DEL2. I 2021/22 blev han kåret til både årets forward og årets spiller i ligaen efter en sæson med 76 point i 51 kampe.
Knackstedt spillede senest for Hannover Scorpions i den tredjebedste tyske række. I 2024/25 leverede han 66 point i 44 grundspilskampe og yderligere 29 point i 20 playoffkampe.
Nu går turen tilbage til DEL2 med Blue Devils Weiden.





























