Lidt over 1.600 tilskuere var mødt frem i Sydjysk Sparekasse Arena, og de fik fra første puckkast et sønderjysk hold at se, der ville tage styringen.
Netop en god start havde været et af fokuspunkterne, fortalte Andreas Kløve Mogensen i et optaktsinterview tidligere på dagen. Den besked havde hjemmeholdet tydeligvis taget til sig.
Sønderjyske var toneangivende, lagde et massivt pres på Aalborg og kom foran 1-0 efter 11 minutter og 28 sekunder. Johan Lundgren stod for scoringen efter oplæg fra Patrick Madsen og Mathias Borring.
Aalborg havde dog en stor mulighed for at svare igen i et powerplay i første periode. Gæsterne fik lagt et godt tryk, og Darien Craighead fik chancen foran et tilsyneladende tomt mål. Vinklen var spids, men der var stadig meget net at ramme. Den mulighed kunne have givet kampen en anden retning.
I stedet var det Sønderjyske, der slog til igen. Med godt et minut tilbage af perioden øgede Marcus Almquist til 2-0 efter oplæg fra Victor Schmidt Nielsen.
En fuldt fortjent føring efter en periode, hvor Aalborg havde svært ved at komme ud af hjemmeholdets pres. Gæsternes opdækning gav samtidig anledning til spørgsmål ved begge scoringer.
Hvis Aalborg havde brugt pausen på at finde en vej tilbage, fik den plan kun lov at leve i 26 sekunder. Så scorede Andreas Kløve Mogensen til 3-0 efter oplæg fra Jarid Lukosevicius og Victor Schmidt Nielsen.
Dermed kom den unge sønderjyde på måltavlen for sjette kamp i træk.
De første 30 minutter sad Sønderjyske tungt på kampen. Aalborg havde svært ved at skabe noget i spillet fem mod fem og var først og fremmest med, når de fik muligheden i overtal. Der manglede både initiativ og gennemslagskraft hos et hold, der havde hårdt brug for begge dele.
I de sidste ti minutter af anden periode slap hjemmeholdet dog grebet lidt. Et sløset tilbageløb gav Aalborg en omstilling med flere angribere end forsvarere, og den udnyttede gæsterne flot. Casey Dornbach afsluttede angrebet med at sende pucken forbi en chanceløs Thomas Lillie til 3-1.
Tredje periode begyndte mere afventende. Aalborg fik mere puckbesiddelse, men havde fortsat svært ved at omsætte den til store muligheder.
Selv en situation i fem mod tre gav ikke det pres, som gæsterne havde brug for. Puckomgangen var for upræcis, og Sønderjyske fik lov at forsvare føringen uden for alvor at blive sat under vedvarende pres. Kendelsen, der gav Aalborg muligheden, var ellers efter min vurdering til den gavmilde side.
Til sidst tog Aalborg målmanden ud, men også her havde Sønderjyske pucken i store dele af tiden. Hjemmeholdet fik aldrig scoret i det tomme mål, men sejren kom sikkert i hus.
For Aalborg betød nederlaget, at Final4-håbet brast. Sønderjyske tog endnu et vigtigt skridt og holder fortsat sin egen skæbne i hænderne.
Kampen i tal
Sønderjyske – Aalborg Pirates 3-1 (2-0, 1-1, 0-0)
11:28: 1-0, Johan Lundgren (Patrick Madsen, Mathias Borring)
18:58: 2-0, Marcus Almquist (Victor Schmidt Nielsen)
20:26: 3-0, Andreas Kløve Mogensen (Jarid Lukosevicius, Victor Schmidt Nielsen)
37:19: 3-1, Casey Dornbach (Tobias Ladehoff, Alexander Lindelöf)
Tilskuere: Lidt over 1.600.
Kampens helt
Der er flere kandidater hos Sønderjyske.
Thomas Lillie leverede vigtige redninger og viste blandt andet et par stærke benparader. Victor Schmidt Nielsen spillede en af sine bedre kampe og bidrog med to assists. Andreas Kløve Mogensen fortsatte sin flotte scoringsstime.
Men denne gang falder valget på Oscar Schulze.
Han leverede et bundsolidt defensivt arbejde. Det er ikke nødvendigvis den slags, der stjæler overskrifterne, men det er en vigtig del af forklaringen på, at Aalborg havde så svært ved at skabe noget i spillet fem mod fem.
Schulze var en af de mere ubesungne kræfter på en aften, hvor Sønderjyske havde et stærkt defensivt fundament. Den indsats fortjener hæderen.
Kampens skurk
Darien Craighead.
Først misbrugte han en af Aalborgs største muligheder i første periodes powerplay. Til hans forsvar var vinklen spids, men der var meget mål at skyde efter, og en scoring kunne have givet gæsterne et vigtigt løft.
Det er dog især afslutningen på kampen, der sender ham ind i denne kategori.
I slutsekunderne forsøgte Craighead lidt for desperat at fremprovokere et slagsmål med hjemmeholdets Mathias Borring. Det var et pinligt indtryk at efterlade i en kamp, man reelt havde tabt, og hvor der ikke havde været voldsomt meget fysik og intensitet gennem de 60 minutter.
Ren frustration og uprofessionelt af en spiller af hans kaliber.
Kampens øjeblik
26 sekunder. Mere skulle Andreas Kløve Mogensen ikke bruge af anden periode, før Sønderjyske var foran 3-0.
Aalborg havde haft en pause til at samle sig, men kom ud og indkasserede endnu et mål, før forsøget på et comeback overhovedet var kommet i gang.
Scoringen gav Sønderjyske et solidt greb om kampen og understregede samtidig Kløve Mogensens flotte form. Mål i seks kampe i træk er svært at komme udenom.
Panderynken
Hvor var Aalborgs modsvar?
Skader og afgang i defensiven har gjort betingelserne vanskeligere. Det er en del af forklaringen på udfordringerne, men det kan ikke forklare hele præstationen i Vojens.
Med Final4-håbet på spil havde man forventet et Aalborg-hold, der kom med større desperation og mere vilje til at sætte sit præg på kampen. I stedet blev gæsterne i lange perioder afventende og havde svært ved at udfordre Sønderjyske, når holdene var lige mange på isen.
Muligheden i fem mod tre i tredje periode blev et billede på problemerne. Her havde Aalborg chancen for at skabe reel usikkerhed hos hjemmeholdet. Men pucken blev ikke flyttet godt nok, og Sønderjyske slap for billigt.
Det kalder på svar hos den sportslige ledelse. Hvordan får man mere energi, større offensiv sammenhæng og mere ud af de spillere, der skal bære holdet?
Et af de lyspunkter, gæsterne trods alt kunne tage med, var Alexander Younans debut. Den nye svenske back viste enkelte fine pasninger frem i banen og gav prøver på, hvad han kan tilføre holdet.
Ros skal der også være til de medrejsende Aalborg-fans, der havde taget turen til Vojens. De havde fortjent mere at glæde sig over.
Fredag venter Esbjerg på udebane. Her skal Aalborg finde et langt stærkere udtryk, hvis holdet skal begynde at vende udviklingen.
For Sønderjyske handler det om at bygge videre på en fortjent sejr. Hjemmeholdet kunne have lukket kampen mere konsekvent, men leverede samlet set den indsats, som opgørets betydning krævede.





























