Herlev ligger sidst i Metal Ligaen efter seks nederlag i de første syv kampe. Det er noget af en kontrast til sidste sæson, og Doucet erkender over for HerlevSporten, at klubben ikke har ramtt rigtigt fra begyndelsen.
– De idéer, vi har haft, har ikke været gode nok, siger Guillaume Doucet til HerlevSporten.
Det betyder dog ikke, at klubledelsen har mistet troen på projektet.
Ifølge Doucet er der flere forklaringer på den vanskelige start. De større forventninger efter sidste sæsons succes har medført et andet pres, mens Herlev heller ikke har fundet de optimale kædesammensætninger.
Samtidig har sommerens pludselige trænerskifte betydet en større forandring end måske først antaget.
Martin Gudmundsson forlod klubben efter tre sæsoner og blev erstattet af Johan Åkerman. Samtidig er Doucet ikke længere selv en del af boksen under kampene, hvor Åkerman og Kim Staal nu står med ansvaret.
Doucet understreger over for HerlevSporten, at han fortsat har fuld tillid til trænerteamet, men erkender samtidig, at spillerne skal vænne sig til en ny leder og en anderledes måde at arbejde på.
Resultaterne fortæller heller ikke hele historien om Herlevs kampe.
Eagles har blandt andet været foran med to mål mod både Aalborg, SønderjyskE og senest Herning. Problemet har været at holde niveauet gennem alle 60 minutter. Den hidtil eneste sejr kom med hele 7-2 hjemme over Esbjerg.
Den dårlige periode har også påvirket energien i omklædningsrummet, men Herlev forsøger ifølge Doucet at holde fokus på de positive elementer og undgå, at nederlagene får lov til at sætte sig yderligere.
Fredag kommer så en kamp, der næppe kræver meget ekstra motivation.
Rødovre Mighty Bulls gæster Martinsen Arena til lokalopgøret, og interessen er stor. Torsdag eftermiddag var der ifølge HerlevSporten færre end 300 billetter tilbage.
For Herlev kan lokalbraget samtidig blive muligheden for at sætte et punktum for den dårlige sæsonstart og begynde på en frisk.
Doucet vil dog ikke lægge stor betydning i, at Herlev har haft et markant overtag i de seneste mange indbyrdes opgør mod Rødovre. Holdene ændrer sig fra sæson til sæson – og fredag handler det først og fremmest om at få Herlev tilbage på rette spor.






























