Herlev Eagles kom bedst fra sæsonens første test mod Rungsted Seier Capital.
Tirsdag aften vandt sidste sæsons sølvvindere 5-2 i en kamp, der på mange måder bar præg af at være en tidlig træningskamp.
Herlev udnyttede blandt andet nogle fejl fra Rungsteds unge spillere og fik dermed sat sig på opgøret.
Kampen vil dog også blive husket for en episode i anden periode, hvor Herlevs Oliver True mistede besindelsen.
Efter en situation, hvor der allerede var fløjtet for blokering, crosscheckede True en modstander og blev sendt tidligt i bad.
Dermed måtte Herlev spille resten af kampen uden forwarden, men det ændrede ikke på resultatet.
For begge hold var opgøret først og fremmest endnu et skridt i forberedelserne frem mod den kommende Metal Liga-sæson.





























