31-årige Mads Larsen vendte i sidste sæson hjem til Herning, og fik endelig sin debut for barndomsklubben. Her blev det til fuld spilletid, inden en skade i den anden finale, holdte ham ude af sæsonens sidste kampe.
Han var dog klar til sæsonstart i år, og spillede med i træningskampene, samt de to første kampe i Metal Ligaen også. Men siden d. 30. august har han været fraværende.
Årsagen til hans fravær har man ikke hørt noget om, og sportschef i Herning Blue Fox, Peter Regin ønsker heller ikke at fortælle til Hockeymagasinet, hvad årsagen har været. Men han vil dog gerne komme med en status på ham, og holder man med Herning, så er det en positiv status.
“Mads er snart tilbage igen. Han har trænet fuldt med de sidste dage”
Om det så betyder at han er med allerede i aften, når Herning løber på isen i Odense, kan kun tiden vise.
I fraværet af Mads Larsen har der været tæt på fuld spilletid til 18-årige Ian Glinski, som er en del af BTA, men som før denne sæson også fik en kontrakt med Blue Fox.





























