Kvindeishockeyen i Finland har taget hul på en ny æra.
Fra den kommende sæson er tacklinger langs banden tilladt i kvindernes ishockey, mens tacklinger på åben is fortsat er forbudt. Den nye regel blev for alvor testet, da kvinderne for første gang deltog i den traditionsrige Pitsiturnaus i Rauma, skriver Yle.fi.
Turneringen har eksisteret for herrerne siden 1993, men først i 2026 fik kvinderne deres egen udgave. Her deltog Kiekko-Espoo, HPK, HIFK, Ilves, TPS og værterne fra Rauman Lukko.
Ilves’ finske landsholdsback Elli Suoranta lægger ikke skjul på, at hun glæder sig over den nye mulighed for mere fysisk spil.
“Jeg kan godt lide at spille hårdt, så det kommer helt sikkert til at give noget ekstra til mit spil. Det er fedt at kunne gå ordentligt til den og sætte pigerne ind i banden,” siger Elli Suoranta til Yle.fi.
Regelændringen blev dog også mærkbar på den hårde måde. HIFK’s Nelly Andersson blev udvist efter en tackling i ryggen på HPK’s 17-årige Emmi Loponen, som blev liggende på isen og efterfølgende blev kørt på hospitalet til undersøgelser.
Hos Kiekko-Espoo ser Lisette Täks generelt positivt på ændringen.
“Jeg synes kun, ændringen er god og tilfører spillet positive ting. Det gør spillet meget hurtigere, og det har været sjovt at spille her, når modstanderne er klar til fysisk spil, og man får lov til at spille hårdt,” siger Täks til Yle.fi.
Den første kvindelige Pitsiturnaus blev vundet af Kiekko-Espoo, som besejrede HIFK 2-1 efter straffeslag i finalen.




























