Colorado Avalanche har fredag offentliggjort, at klubben har forlænget kontrakten med superstjernen Cale Makar, og det er ikke nogen helt almindelig aftale, parterne har sat underskrifterne på.
Den 27-årige canadiske back har fået en otteårig kontraktforlængelse til en samlet værdi på svimlende 163,2 millioner dollar.
Det svarer til en gennemsnitlig årsløn på 20,4 millioner dollar, og dermed bliver Makar den første spiller i NHL’s historie med en kontrakt på mere end 20 millioner dollar om året. Samtidig er aftalen ifølge CBS Sports den største i NHL-historien både målt på den samlede værdi og den gennemsnitlige årlige løn.
Omregnet svarer den samlede kontrakt til omkring en milliard danske kroner.
En af verdens bedste backs
Det er dog også en af NHL’s absolut største profiler, Colorado Avalanche har valgt at binde til klubben langt ud i fremtiden.
Makar har allerede vundet Norris Trophy som NHL’s bedste back to gange, og da Colorado Avalanche vandt Stanley Cup i 2022, blev han kåret som slutspillets mest værdifulde spiller og modtog Conn Smythe Trophy.
I den seneste sæson fortsatte han den imponerende produktion fra blå linje med 20 mål og 59 assists i 75 kampe.
Siden NHL-debuten i 2019 har Makar samlet leveret 507 point, og han har i to af de seneste tre sæsoner rundet 90 point.
Makar lægger heller ikke skjul på sin glæde over at kunne fortsætte karrieren i Colorado.
– Jeg er utrolig begejstret og ydmyg over fortsat at kunne bære Avalanche-trøjen og repræsentere denne fantastiske organisation og dette samfund, lyder det blandt andet fra Cale Makar i forbindelse med offentliggørelsen.
Slår helt ny rekord
Den hidtidige rekord for den højeste gennemsnitlige årsløn var ellers ganske ny.
Tidligere på sommeren fik Leo Carlsson en aftale med Anaheim Ducks til en værdi af 18 millioner dollar om året, men den rekord bliver altså allerede slået markant af Makar.
Makars nye aftale træder i kraft fra starten af sæsonen 2026/27, og Colorado Avalanche har dermed sikret sig en af verdens bedste backs mange år frem.






























