Hvor blev de af?: Kristian Lodberg
Hockeymagasinet har igen stillet tidligere spillere spørgsmål - denne gang Kristian Lodberg
Fra Odense og Esbjerg
Kristian du har haft en stor hockey karriere
Hvad har været De største oplevelser på klubplan?
- 'Stor' er et stort ord! Jeg vil nærmere sige, at jeg havde en rigtig fin karriere, som gav mig fantastiske oplevelser, lod mig møde unikke mennesker og gjorde det muligt at tage en universitetsuddannelse og være professionel sportsmand samtidig. Og det i en tid, hvor forventningen til, at profilerne skulle drikke en øl med sponsorerne efter fredagskampene var større end at passe deres søvn.
- Mine største oplevelser på klubplan var årene i Odense, hvor jeg spillede på vel nok det bedste hold i ligaens historie, som aldrig vandt noget af betydning. Men vi havde en trup med nogle fede personligheder, vi spillede til tider virkelig lækker hockey, og skal jeg vælge noget ud fra den periode, så må det være semifinaleserien mod Rungsted i '03, hvor jeg fik spillede en afgørende rolle med vigtige mål i regulær tid og på straffeslag. Særligt den tredje kamp i Rungsted, som vi vandt på straffeslag efter 0-0 i ordinær tid vil stå som noget specielt.
Og på landsholdsplan?
- Her kommer det med en 'fin karriere' i spil. Jeg spillede små 30 landskampe og var med i bruttotruppen til VM i '02. Og det sportslige højdepunkt var af den mere eksotiske slags. Jeg lavede to mål på femten sekunder mod Holland i en turnering i Polen, og det er så vidt vides en dansk rekord!;-)
Hvilke af de spillere, du har spillet sammen med har gjort størst indtryk på dig?
- Jeg trivedes bedst fra rød linje og frem mod modstanderens mål, hvilket ikke altid gjorde mig så populær hos trænerne. Det gjorde dog, at jeg fungerede godt sammen med de bedste offensive imports i både Esbjerg og Odense. Fra Diberius og Johansson i Esbjerg til Macijevski og Regnier i Odense. Curtie og Sasha kunne noget specielt, og jeg havde det som en ål i mudder sammen med dem.
Hvem var efter din mening den bedste spiller i ligaen, da du spillede?
- Ingen over eller ved siden af Macijevski i 00'erne.
Hvilken udebane var værst at spille på?
- Det var sjovt at spille for udeholdet i henholdsvis Esbjerg og Odense, fordi der var så mange følelser i at møde sin gamle klub og fans. Og mange af de ting, der blev sagt på banen og råbt på tilskuerpladserne gik nok ikke i dag.
Hvornår spillede Du din sidste kamp på topplan?
- Jeg tog hjem til Esbjerg og spillede min sidste sæson i 07/08, hvorefter jeg afleverede mit speciale og startede en karriere i erhvervslivet.
Efter endt hockey karriere, har du haft noget med hockey at gøre?
- Ja, heldigvis. Jeg har bl.a. kommenteret to OL og fem VM samt CHL og Spengler Cup for TV2 Sport, hvor det absolutte højdepunkt har været at kommentere hele gruppespillet i Royal Arena i '18. Derudover har jeg arrangeret eventkampe i Odense og Esbjerg, været med i disciplinærudvalget og rådgiver nu spillerne på U-landsholdene. Som i min aktive karriere er det en unik kombination af arbejde og fornøjelse.
Hvad har Du lavet siden?
- Fået lov til at være med i nogle vilde projekter indenfor marketing, kommunikation og reklame.
Følger du med i ishockey idag?
- Jeg følger Edmonton Oilers i medgang og modgang i NHL, og så er der heldigvis nogle gode danske hockeysites, som gør det muligt at følge dansk hockey tæt uden nødvendigvis at bruge meget tid i hallerne.
Hvad tænker du om niveauet idag kontra da Du selv var aktiv, både på klubplan og landsholdsplan?
- Det er jo en meget overordnet betragtning jf. ovenstående. Spillerne er stærke, hurtige og disciplinerede, men jeg savner offensive profiler, som får større frihed til at tage chancer i spillet og lave de lækre detaljer. Jeg er dog helt på det rene med, at de tider er ovre.
- Landsholdets bedrifter taler i hockeymæssig forstand for sig selv - folk uden for hockeyens verden kommer aldrig til at forstå, hvor vild den historie er.
Har du et bud på en dansk mester og hvorfor?
- Nej, det er ganske enkelt for tæt i ligaen til at kalde den allerede.