Drømmen om et isstadion på Sydsjælland er efterhånden en gammel historie. Men drømmen lever fortsat i bedste velgående. Helt præcist drømmer man om at få et isstadion til Næstved, der kan rumme både ishockey, kunstskøjteløb, speedskating og curling, og som skal have en kapacitet på 4000 tilkuere.
Der arbejdes hårdt på projektet hver dag, og folkene bag søger hele tiden ny viden og nye ideer. Søndag tog bestyrelsen så på studietur. Her gik turen til Herning, hvor sportschefen og den konstituerede direktør for Herning Blue Fox, Peter Regin, stod klar til at tage i mod gæsterne fra Sjælland, sammen med klubbens salgschef, Christian Hostrup.
Herefter fik de den helt store rundvisning på Kvik Hockey Arena, hvor de fik set hvordan man driver og indretter et isstadion, og hvor de selvfølgelig svarede på alle de spørgsmål der nu var.
Efterfølgende gik turen op på balkonen, hvorfra man overværede topkampen i Metal Ligaen mellem Herning Blue Fox og Frederikshavn White Hawks.
Mon ikke der er mange der håber at dette projekt bliver til virkelighed, og der er nok en hel stribe andre klubber derhjemme, der hellere end gerne vil have besøg, så de kan hjælpe projektet på vej.






























