Landstræneren holder kortene tæt: Ikke afgjort hvem der står mod Tjekkiet
Sebastian Dahm stod kampen mod Schweiz lørdag aften, hvor danskerne måtte se sig slået med 5-2, mens Frederik Dichow stod kampen mod USA fredag. Nu overvejer Gath, hvem der giver holdet størst chance for at få point mod tjekkerne.
"Det har vi ikke besluttet endnu. Det skal jeg tage stilling til i morgen. Begge målmænd har gjort det rigtig godt, så nu handler det om at vurdere, hvem der kan give os den største chance for at slå Tjekkiet," siger Mikael Gath til Hockeymagasinet.
Landstræneren har set stærke præstationer fra begge sine målmænd, men ønsker alligevel at tage natten til at overveje, hvem han sender på isen.
"Det skal jeg tænke over i nat, og så ser jeg, hvad svaret bliver i morgen tidlig," lyder det fra landstræneren.
Danmark jagter fortsat sine første VM-point efter nederlag til både USA og Schweiz. Kampen mod Tjekkiet spilles mandag aften klokken 20:20 i Herning.