Landstræneren irriteret: Små fejl kostede os dyrt
Dermed har danskerne nu tabt de første to kampe, og landstræner Mikael Gath var frustreret efter kampen, hvor han følte, at holdet havde fortjent mere.
"Jeg synes, vi spiller en virkelig god kamp. Vi har chancerne til at bringe os foran 3-1 i powerplay, hvor vi virkelig presser dem. Men vi laver nogle små fejl, som vi bliver straffet rigtig hårdt for," siger Mikael Gath til TV3 Sport.
Landstræneren peger særligt på et kritisk tidspunkt i anden periode, hvor danskerne mistede momentum og lod Schweiz vende kampen til deres fordel.
"Vi indkasserer et lidt unødvendigt mål i anden periode. Hvis vi havde haft muligheden for at tage et bedre resultat med ind i tredje periode, så tror jeg virkelig, at vi havde haft store chancer for at få point med os," uddyber han.
På trods af nederlaget er Mikael Gath tilfreds med holdets generelle indsats, men understreger, at de små fejl skal minimeres, hvis Danmark skal tage point mod Tjekkiet, som holdet møder mandag klokken 20:20 i Herning.
Se her Hockeymagasinets interview med landstræneren: