Søndag kunne Pittsburgh Penguins trække sig sejrrige ud af en målrig kamp mod Philadelphia Flyers, ikke mindst på grund af to scoringer fra Bryan Rust.
Den amerikansker angriber blev dog skadet senere i kampen og er nu “week to week,” hvilket betyder, at han ikke vender tilbage til holdet i den nærmeste fremtid.
Til trods for at mangle Rust kunne Penguins natten til onsdag fejre en 4-3 sejr over Vancouver Canucks, hvor Lars Eller udlignede kampen i midten af tredje periode.
Ifølge danskeren er det, hvad der kræves fra den skadesramte trup.
“Alle skal steppe op og gøre lidt mere. Andre spillere kommer til at have større roller og mere istid, men selvfølgelig er Rusty en stor del af vores hold og svær at erstatte,” fortæller han til NHL’s hjemmeside efter sejren over Vancouver.
Udover Bryan Rust har Pittsburgh også Jake Guentzel ude med en skade. Holdet har i øjeblikket syv point op til en slutspilsplads.






























