Live – Mest læste ishockeynyheder

Patrick Andersen

Legendarisk Flames-stemme er død

Calgary Flames’ legendariske radiostemme Peter Maher er gået bort efter en karriere, hvor han kommenterede klubben gennem 33 sæsoner.

Calgary Flames har mistet en markant skikkelse i klubbens historie. Den mangeårige radiokommentator Peter Maher er gået bort.

I 33 sæsoner i træk var Peter Maher stemmen, der fulgte Calgary Flames på radioen.

Nu oplyser NHL-klubben, at den legendariske kommentator er død.

Maher blev Flames’ radiostemme i 1980 og fortsatte helt frem til sin pensionering efter 2013/14-sæsonen.

Dermed var han blandt andet bag mikrofonen under klubbens Stanley Cup-triumf i 1989 og turen til Stanley Cup-finalen i 2004.

Hans arbejde rakte også ud over Calgary Flames.

Maher kommenterede blandt andet VM i 2005, seks NHL All-Star-kampe og fire Stanley Cup-finaler. Ved vinter-OL i 2010 kommenterede han samtlige af Canadas herrekampe – inklusive finalen og det berømte “Golden Goal”.

I 2006 modtog han Foster Hewitt Memorial Award for sit arbejde som NHL-kommentator og blev hædret i Hockey Hall of Fame.

Efter karrierestoppet blev radioboksen i Scotiabank Saddledome opkaldt efter ham. Derudover uddeles Peter Maher Award årligt til den Flames-spiller, som bedst repræsenterer værdierne oprigtighed, integritet, dedikation og respekt.

“Peter Mahers arv rækker langt ud over kommentatorboksen. Han var en passioneret ambassadør for Calgary Flames, et engageret medlem af lokalsamfundet og et menneske, hvis varme, generøsitet og kærlighed til sporten berørte utallige mennesker,” skriver Calgary Flames.

Live – Mest læste fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder