Mads Larsen fra Herning Blue Fox gør status på deres sæson
Her kommer et interview med Mads Larsen, som giver status på Herning Blue Fox.
De første 16 kampe i Metal Ligaen er spillet, og de fire hold, der er kvalificeret til Final4, er nu fundet. Ligaen holder nu en uges pause, da landsholdet samles til en trænings turnering i Frankrig, og det giver en oplagt anledning til at gøre status over sæsonen indtil nu. Vi har talt med repræsentanter fra hver af de ni klubber for at høre deres vurdering af sæsonens forløb, de udfordringer de har mødt, og hvad de forventer af resten af sæsonen. Fra topholdene til dem, der kæmper for at rykke op i tabellen, er der lagt op til en spændende fortsættelse efter pausen.
Hvis du skal sætte lidt ord på sæsonen indtil nu – hvad vil du så særligt fremhæve, at I er lykkedes med som hold? Og er der overhovedet noget I kan forbedre?
Jeg synes, vi som hold er lykkedes rigtig godt med at have en bred trup, hvor alle bidrager. Det er ikke kun én kæde, der trækker læsset, men alle fire, der stempler ind og gør en forskel. Det er en af vores store styrker. Samtidig er der stadig masser, vi kan forbedre – og det arbejder vi med hver eneste dag til træning. Selvom vi har fået en stærk start, er der en god sult i truppen, og folk vil hele tiden blive bedre. Den arbejdsmoral og holdånd er fed at være en del af.
Hvad betyder det for jer, at være kvalificeret til final4 igen i år – og er det anderledes denne sæson, hvor I er forsvarende Pokalmestre?
Det er selvfølgelig super fedt at være kvalificeret til Final4 igen. Det er altid sjovt, når man har chancen for at spille om et trofæ. Det er et stort event, der betyder meget for både klubben og vores fantastiske fans, så det bliver helt sikkert en fed weekend. Og selvfølgelig håber vi på at kunne forsvare titlen.
Hvad kendetegner jeres spil denne sæson? Du er jo selv hjemvendt til Herning denne sæson, og nævnte inden sæsonstart, at klubben er i gang med nogle spændende projekter – hvordan tænker du, at det har udviklet spillet på isen?
Jeg synes, vi er et stærkt hold med pucken og et mandskab, der gerne vil arbejde hårdt i alle 60 minutter. Vi spiller med høj fart og intensitet, og som jeg nævnte før, så har vi en bred trup, hvor mange kan bidrage – det kendetegner virkelig vores spil i år. Samtidig har klubben et virkelig professionelt setup, og det smitter af på alt, vi laver. Det gør det både sjovt og inspirerende at være en del af Herning Blue Fox lige nu.
Det er jo som bekendt en meget lang sæson, og der er mange kampe at spille. Hvordan arbejder I i Herning med at holde motivationen til både kamp og træning? Og hvad betyder det for holdet med så mange dygtige og erfarne spillere i truppen – hvad bringer de til holdet?
Motivationen tror jeg ikke bliver et problem – vi elsker jo alle sammen at spille hockey! ;) Og når man samtidig er en del af et hold, der vinder mange kampe, giver det bare en ekstra gnist og god energi i omklædningsrummet. Vi har en god blanding af erfarne spillere og yngre drenge, og det fungerer rigtig godt. Vi har det sjovt sammen, og den gode stemning betyder meget gennem en lang sæson.
Hvis du skal se frem mod den næste periode af sæsonen, hvor skal jeres fokus ligge henne, og hvordan sikrer I jer den bedst mulige placering og indgang til PO?
Jeg tror, vores fokus skal være på os selv og på at blive bedre hver eneste dag. Selvom vi har haft en stærk start og allerede er kvalificeret til Final4, er der stadig lang vej igen. Vi kan ikke tillade os at være tilfredse endnu – målet er at fortsætte udviklingen og det hårde arbejde, så vi står så stærkt som muligt, når det for alvor gælder til foråret.
Nu er hockeymagasinet også kommet på Instagram, se mere HER.