Mesterskabstid: Vil der komme overraskelser
Kommer et favorithold ”skævt” fra start med et nederlag på udebane til modstanderne, der partout er underdogs, så er det altid svært at komme igen, når der maksimalt skal spilles tre kampe.
Derfor står der meget på spil i aften – både for favoritterne og hjemmeholdets underdogs -, når holdene skøjter på isen.
Her lader vi op men optakt til Divisionen, der er en kombination af erfaring fra Metalligaen og masser af unge talentfulde spillere, der står på spring til Metalligaen.
Esbjerg (8) – Herning (1)
I Esbjerg tager vestjyderne mod Herning, der vandt grundspillet og er store favoritter. De to hold mødtes for nylig, og der første Esbjerg midtvejs i kampen med 2-1, men Herning svarede igen i de sidste 30 minutter og vandt kampen 6-2, men de sidste tre mål faldt i kampens sidste seks minutter.
Der var masser at tage med for Esbjergs mandskab til denne kvartfinaleserie, men om det er nok til at levere en større overraskelse, det tvivler jeg stærkt på.
Herning har været bundstabile over hele sæsonen med fire stærke kæder, der er sat sammen i en god kombination af erfarne spillere og unge talenter på spring til Metalligaen. Hernings bredde vil helt sikkert komme dem til gavn i løbet slutspillet. Deres største svaghed er, at det nogle gange er nemt at score mod dem.
Esbjerg har vendt spillet efter jul, hvor de har vist lovende tendenser med to stærke kæder. Personligt er jeg vild med deres unge 2. kæde, der i den grad har taget ansvar og været stærkt medvirkende til en flot slutspurt. Men skal Esbjerg leverer en stor overraskelse, så kræver det et uhyre stærkt målmandsspil af Mathias Just i målet.
Kampe:
Onsdag den 12. marts kl. 19.30. Esbjerg – Herning
Lørdag den 15. marts kl. 14.00. Herning – Esbjerg
Evt. 3. kamp er søndag den 16. marts kl. 14.00. Herning - Esbjerg
Rødovre (7) – Aalborg (2)
De må ærgre sig rød og hvide i Rødovre, da de tabte den sidste kamp til Odense, og spillede sig fra 6. til 7. pladsen. Med al respekt for Gentofte, så ville de have været en langt mere spiselig modstander end Aalborg, der nærmest stiller et tidligere Metalligahold.
Oliver Anker Christensen, Jonas Jakobsen, Emil Markussen og flere andre profiler fra Metalligaen.
Nordjyderne ser ærlig talt dybt skræmmende ud på papiret, hvis de stiller i stærkeste opstilling og er – i min verden – klare DM-favoritter. Hvis de altså stiller i stærkeste.
Det gjorde nordjyderne eksempelvis i Herning, hvor Aalborg lige pulveriserede topholdet med 10-3. Sådan! Det fortæller ikke alt, men en hel del om et stærkt mandskab fra Aalborg med en uhyggelig top, og en uhyggelig bredde i danske Divisionen.
Rødovres unge mandskab har masser af talent, men selvom de får dygtige spillere ned som William Bundgaard, Mikey Bergmann, Linus Rørth og Sebastian Strømstad, så er det svært at forestille sig, at de kan sende storfavoritterne fra Aalborg hjem til Limfjorden med et nederlag.
Sker det, så kan et ungt hold fyldt med selvtillid blive irriterende svære at knække selv på egen is i Gigantium. Den første kamp i Rødovre bliver med andre ord særdeles vigtig.
Kampe:
Onsdag den 12. marts kl. 19.50. Rødovre – Aalborg
Lørdag den 15. marts kl. 16.15. Aalborg - Rødovre
Evt. 3. kamp er søndag den 16. marts kl. 13.45. Aalborg - Rødovre
Odense (6) – Gentofte (3)
Odense vandt den vigtige grundspilskamp mod Rødovre, der sikrede dem en kvartfinale mod Gentofte i stedet for Aalborg. Det giver fynboerne langt højere odds for avancement, især efter deres nærmest nye energi på holdet med brødrene Lundvald i spidsen. En energi der bliver omsat til temmelig mange mål.
Men de får en svær opgave, for Gentofte har et velorganiseret og disciplineret hold med en stærk keeper i målet, Louis Ingvardsen.
Gentoftes styrke er, som de fleste hold i Divisionen, spillet fremad, mens de kan have det svært, når der lægges pres på deres backs.
Favoritværdigheden er naturligvis hos Gentofte, men det er umiddelbart den mest jævnbyrdige kvartfinaleserie, og skal der komme en overraskelse, så spår vi, at det bliver i denne serie.
Kampe:
Onsdag den 12. marts kl. 19.30. Odense – Gentofte
Lørdag den 15. marts kl. 16.10. Gentofte - Odense
Evt. 3. kamp er søndag den 16. marts kl. 15.30. Gentofte - Odense