Live – Mest læste ishockeynyheder

Lars Jensen

Mikkel Jensen: “Det skal vi fandeme alle sammen have cadeau for”

White Hawks Mikkel Jensen var tilbage på sin tidligere hjemmebane i Vojens – efter 7-2 sejren over Sønderjyske, fik Nikolaj Levi en snak Frederikshavner forwarden.

Der var stor forskel på effektiviteten foran målet fredag aften i Vojens, da Sønderjyske og Frederikshavn White Hawks tørnede sammen.

Gæsterne endte med en overbevisende sejr på hele 7-2 i et opgør, der højst usædvanligt bød på et hattrick af den tidligere Sønderjyske-back Gustav Nielsen.

En anden tidligere Sønderjyske-spiller, Mikkel Jensen, var ligeledes at finde i gæsternes trup, og det var en meget glad White Hawks-spiller, Hockeymagasinet fangede efter kampen.

– Jeg synes, vi er bedre end Sønderjyske i samtlige af spillets facetter.

– Selvom vi kommer komfortabelt foran, sætter vi ikke tempoet ned, og det skal vi fandeme alle sammen have cadeau for, fortæller Mikkel Jensen til hockeymagasinet.

Mikkel Jensen har selv fået sin hockeyopdragelse i Vojens, hvor han både har optrådt på klubbens ungdomshold og fået sin debut i Metal Ligaen for netop Sønderjyske.

Sidste gang Frederikshavn var på besøg i Sydjysk Sparekasse Arena, endte det med et nederlag på hele 8-1 til vendelboerne.

Faktisk skal man helt tilbage til februar 2022, for at finde den seneste White Hawks sejr i Vojens. 

Fredag aften var rollerne byttet om, og det glæder den unge forward.

– Det er altid dejligt at komme hjem til Vojens, ligesom det også er fedt at vinde, uanset om man spiller for det ene eller det andet hold.

– Det var dejligt, at rollerne var byttet om i dag, slutter Mikkel Jensen med
henvisning til sidste sæsons opgør, der endte med en sejr på hele 8-1 til det daværende hjemmehold.

Mikkel Jensen kom til Frederikshavn denne sommer, men grundet en skade måtte han vente til midten af oktober med at få sin debut, som han fik i udekampen mod Herlev Eagles.

Næste opgave for Jensen og Frederikshavn er den 10. november, hvor de forsvarende mestre fra Herning gæster det nordjyske.

Live – Mest læste fodboldnyheder

Live – Mest læste håndboldnyheder