For Esbjerg Energy-forwarden Oliver Kjær var deltagelsen ved VM ikke blot en fjer i hatten – det blev startskuddet til en markant udvikling i både forberedelse og spillestil. Mødet med verdenseliten og hverdagen tæt på Danmarks mest rutinerede landsholdsspillere gav den 26-årige profil inspiration til at løfte sit bundniveau markant.
Oplevelsen på den helt store scene satte sig dybt i vestjyden allerede fra første sekund. Det fortæller han i podcasten Rundt om sporten i Esbjerg.
“Det var en vanvittig oplevelse. Det gik godt, og jeg var tilfreds, da jeg tog hjem. Jeg glædede mig egentlig bare til at komme i gang igen med de ting, jeg havde lært, og de ting, jeg havde set de andre drenge gøre,” fortæller Kjær.
Respekten var da også til at tage og føle på, da han pludselig stod over for en af sportens største legender nogensinde:
“Når du står i den situation og kigger på ham, og han er på samme is som dig, tænker du bare: Hvad laver jeg egentlig her?” griner Kjær med henvisning til duellen mod selveste Sidney Crosby.
På det danske hold var der dog solid opbakning at hente hos veteranerne, der hjalp med at fjerne nerverne:
“Jeg lærte rigtig meget af at være med og få at vide, at det bare er ishockey. Du er her af en grund. Du er blevet udtaget.”
Det var dog især detaljerne uden for rampelyset, der gjorde et uudsletteligt indtryk. Det tætte kampprogram krævede en professionalisme i restitutionen, som Kjær tog til sig med det samme:
“Når du spiller så mange kampe på så kort tid, er det mere end bare at spille kampene. Det handler også om, hvad du gør uden for isen, hvad du gør inden kampen, hvor meget du spiser, og hvor meget du drikker. Det var en øjenåbner for mig, hvor meget dem, der har gjort det i mange år, egentlig gør, når kampen er slut. Det var vildt for mig.”
Som slutrundedebutant var der ingen tvivl om, at der skulle lyttes og læres:
“Der er jo mere end én, der gør det, så du er nødt til at gøre det samme. Du kan ikke være ny og sige: Det gør I godt, men det har jeg ikke brug for. Sådan er det ikke. Du indretter dig og gør, hvad de andre gør.”
Opgøret mod mægtige Canada gav desuden et massivt boost til selvtilliden:
“Da vi spillede mod Canada, fandt jeg ud af, at hvis de kan gøre det, så kan jeg altså også.”
Inspirationen fra de internationale stjerner har direkte formet hans målsætning forud for den igangværende sæson i Metal Ligaen, hvor han ønsker at bygge på i begge ender af banen:
“I sommer, da jeg snakkede med Philip, sagde jeg, at mit mål for i år skulle være at blive mere komplet i alle tre zoner. At spille spillet, som det skal spilles. Det er det, jeg prøver på. Når du ser, at alle de store stjerner gør det, så er det måske også det, du skal gøre, hvis du gerne vil videre herfra en dag.”





























