Morten Poulsen hylder Herning-holdhammerater: Det gjorde udfaldet
Der var søndag stort topbrag i den danske liga, da Herning Blue Fox og Herlev Eagles krydsede klinger. Først langt inde i tredje periode lykkedes det for Patrick Bjorkstrand at sende pucken i kassen til kampens resultat 2-1.
Det var selvsagt glædeligt for Blue Fox-kaptajn Morten Poulsen, som forud for kampen tilmed blev kåret som månedens spiller i klubben.
I et interview med Hockeymagasinet sætter han ord på, hvad der gjorde udfaldet i opgøret mod Herlev:
- Det var jo en tæt kamp, som måske kunne have tippet begge veje, men jeg synes, at vi har en lille smule mere energi til sidst i kampen. Vi formår også med en stærk defensiv at holde dem fra de helt store chancer, specielt i tredje periode, siger han og fortsætter:
- Og så får vi lavet to individuelt rigtig stærke mål, som er det, som der kræves i sådan nogle kampe. Det her kræver, at der er nogle, der stikker næsen frem, og det gjorde Patrick (Bjorkstrand red.) og Mathias (Bau red.) for os i dag, lyder det fra Morten Poulsen.
Han bemærker desuden, at det inden kampen kun var Herlev, som de ikke havde slået endnu, og derfor betød det også noget for ham, at det nu skete for Herning.
Endvidere betyder sejren, at midtjyderne er alene på førstepladsen forud for den landsholdspause, som nu kommer for ligaen.
- Det er klart, at det gør det lidt nemmere. Normalt i hockeyens verden, så ville der ovenpå et nederlag være en chance igen få dage senere - og der kan vi bedre med god samvittighed holde lidt fri, siger han og tilføjer:
- Det mener jeg også, at Herlev kan på trods af nederlaget - men det er altid nemmere at lægge på pause efter en sejr end efter et hjemmebane-nederlag og så skulle holde ti dage fri, forklarer Morten Poulsen.
For hans eget vedkommende venter der dog ikke så meget fri, da han drager med landsholdet. Det fortæller han mere om i en artikel, som kommer senere.
Matchvinder Patrick Bjorkstrand har også fortalt om, hvordan han oplevede kampen - og hvorfor alle de mål nu pludselig kommer fra hans side. Læs mere om det her.