At blive tradet væk fra en klub man har spillet for i næsten fem sæsoner er hårdt nok i sig selv. Endnu værre bliver det, når der er tale om en klub, der har været i Stanley Cup finalen de sidste tre sæsoner og vundet to af dem. Det var lige præcis dette der skete for den rutinerede, amerikanske back, Ryan McDonagh, da han blev sendt fra Tampa Bay Lightning til Nashville Predators tilbage i juli.
Hovedpersonen udtrykker da også selv at det har været hårdt at forlade Tampa: “Det er hårdt at forlade gutterne og alt vi har opnået, men vi kommer til at have de øjeblikke for altid.” Udtaler han til NHL’s hjemmeside. Han er dog også fortrøstningsfuld omkring fremtiden i Nashville: “Jeg er glad for, at jeg kommer til et hold, der er sultne på at vinde. Det er et ældre hold, hvor der er blandet en masse unge spillere ind. Bare fra at have spillet imod dem ved jeg, at de er et hårdt hold at spille imod og jeg glæder mig til at hjælpe på alle måder jeg kan.” Tilføjer han.
33 årige McDonagh kom til Tampa Bay i 2018 i et trade fra New York Rangers, som han på daværende tidspunkt havde været kaptajn for i fire år. Han har udover de to Stanley Cups med Tampa også vundet sølv ved u18 vm og er to gange blevet udtaget til NHL’s Allstar hold.






























