NHL har varslet en nultolerance-kurs over for spillernes uniformsvaner forud for den kommende 2026/27-sæson. Ligaen har gjort klubberne opmærksomme på, at reglementet vedrørende trøjer stoppet ned i bukserne – den såkaldte jersey tuck – samt forkert vinklede visirer nu håndhæves med benhård konsekvens. Det beretter Russian Machine Never Breaks (RMNB).
Stramningen blev et af forsæsonens mest omtalte emner, da Philadelphia Flyers-stjernen Trevor Zegras modtog en to minutters udvisning for ulovligt udstyr i en opgørelse mod Boston Bruins, efter han havde stoppet trøjen ned i bukselinningen:
“Min trøje var stoppet ind på det skift,” forklarede Zegras efter kampen. “Efter en advarsel sagde de, at det var en automatisk udvisning. Jeg startede kampen med den stoppet ind, for sådan spiller jeg altid, og så må den være røget ind igen ude på bænken, og da jeg skøjtede ud, glemte jeg det bare.”
Flyers-forwarden reagerede efterfølgende med en vis ironi ved at dele børnebilleder på Instagram, der viser, at han altid har båret trøjen på den måde, mens store dele af Flyers-truppen mødte op til opvarmningen med trøjerne stoppet i bukserne som en stum protest.
Hos Washington Capitals bekræfter cheftræner Spencer Carbery, at ligaen har sendt en instruktionsvideo rundt til samtlige trupper med direkte besked om, at der vanker udvisninger, hvis advarslerne ignoreres. Samme besked har ramt Edmonton Oilers-stjernen Leon Draisaitl, der også har tradition for at spille med trøjen stoppet i buksekanten:
“Jeg må rette ind efter det. Det er ikke noget, jeg mister søvn over, for at være ærlig, men det er en interessant regel,” udtaler Draisaitl til The Athletic.
En lang række af ligaens største navne – heriblandt Alexander Ovechkin, William Nylander, Evgeni Malkin og Clayton Keller – har i årevis gjort stilen til deres faste kendetegn. Ifølge TSN-ekspert Bryan Hayes handler den pludselige håndhævelse dog i virkeligheden om kolde kontanter og fremtidige sponsorindtægter:
“Det handler åbenlyst om penge. De sælger reklameplads på trøjerne. Virksomheder betaler mange penge for at få deres navn på, og du kan ikke sælge det til topdollar, hvis spillerne gemmer det væk,” vurderer Hayes.
NHL ændrer den berømte nødmålmandsregel
Uniformreglerne er langt fra den eneste ændring i NHL denne sæson. Ligaen har også gjort op med en af sine mest særprægede traditioner omkring nødmålmænd.
Må bryde tradition: Her er Frederik Andersens nye trøjenummer
Frederik Andersen har også måttet ændre en detalje, han har holdt fast i gennem hele sin professionelle karriere. I Edmonton står en klublegende i vejen for danskerens sædvanlige valg.
Fra amatørhockey til NHL-flyet: Ny overenskomst skaber vild drømmerolle
NHL’s nye overenskomst har skabt flere opsigtsvækkende konsekvenser. En af dem har sendt en målmand fra amatørhockey direkte ind i en fast rolle omkring et NHL-hold.






























