De næste to tirsdag får Kvik Hockey Arena fornemt besøg. Selveste Nimbus Film kigger forbi, og det gør de for at lave optagelser til en ny dansk spillefilm om ishockey, der forventes at ramme de danske biografer til sommer.
For at der ikke opstår nogen misforståelser, og for ikke at overraske deres publikum, skriver Blue Fox i den forbindelse følgende på deres hjemmeside:
“I forbindelse med ishockeykampene i Herning d. 20. januar og 27. januar vil der blive foretaget filmoptagelser til en dansk ishockey-spillefilm produceret af Nimbus Film.
Der filmes store totalbilleder af publikum og arenaen som stemningsbilleder. Som tilskuer kan du derfor komme til at optræde i baggrunden af filmen.
Ved køb af billet og deltagelse i arrangementet giver du samtykke til, at du kan blive filmet og at optagelserne må anvendes i den færdige spillefilm samt i tilhørende markedsføring. Filmen vises i biografer og på andre gængse platforme, uden tidsmæssig eller geografisk begrænsning, og uden særskilt vederlag”
Det lyder yderst spændende, og mon ikke ret mange danske ishockeyfans skal et smut i biografen senere på året?





























