Den 29-årige canadier er født i Dokis i Ontario og begyndte sin hockeykarriere i de canadiske ungdomsrækker, inden han som 16-årig tog skridtet til Waterloo Siskins i GOJHL.
Året efter rykkede Lajeunesse op i OHL, hvor han spillede for Sarnia Sting. Her tilbragte han tre sæsoner, inden han i 2017-18 først blev sendt til Sudbury Wolves og senere videre til Erie Otters. Samlet spillede han 251 grundspilskampe i OHL og noterede sig for 150 point.
I 2018 begyndte han på University of Prince Edward Island, hvor han spillede fem sæsoner i USports. Han udviklede sig til en af holdets profiler og bar anførerrollen i sin sidste sæson. I 2022-23 leverede han 28 point i 24 kampe og blev udtaget til USports All-Canadian Second Team. Samme sæson blev han desuden kåret som årets mest fair play-spiller både i sin konference og på nationalt plan.
Efter collegekarrieren fik Lajeunesse sin professionelle debut hos Savannah Ghost Pirates i ECHL, inden han fortsatte karrieren i Skotland hos Fife Flyers. Her blev det til 60 point i 52 grundspilskampe i EIHL.
I 2024 vendte han blikket mod Danmark og skrev kontrakt med Aalborg Pirates. Her blev han hurtigt en markant offensiv profil med 57 point i 46 grundspilskampe, mens han i slutspillet bidrog med yderligere 12 point i 12 kampe.
Senest spillede Lajeunesse for HC Innsbruck i ICEHL, hvor han noterede sig for 26 point i 44 grundspilskampe.
Nu vender den canadiske center tilbage til Metal Ligaen, hvor han skal spille for Esbjerg Energy i den kommende sæson.






























