Hele 2.618 tilskuere var mødt op til grundspillets første kamp mellem Sønderjyske og Odense Bulldogs. De fik en kamp i ganske højt tempo, hvor effektiviteten i den grad manglede hos hjemmeholdet, mens personlige fejl blev dyre.
Hjemmeholdet stillede op uden Hampus Olsson, Václav Karabáček, Jarid Lukosevicius og Albert Grossmann, imens udeholdet måtte undvære Sebastian Maddock, Jonathan Brinkman og Didrik Henbrandt.
Det var gæsterne fra Odense Bulldogs, som kom bedst fra start, og fra første sekund havde de hjemmeholdet presset i bund. Den første og periodens største chance tilfaldt dog den tidligere Sønderjyske-spiller Mathias Kløve, som brændte helt fri foran mål.
Første periode blev afviklet i et godt tempo. Odense startede bedst, men hjemmeholdet arbejdede sig godt tilbage i kampen og sluttede egentlig perioden bedst.
Periodens eneste scoring stod Bulldogs’ Simon Schleicher for, da han afsluttede fra en spids vinkel, og pucken sneg sig ind bag Thomas Lillie i Sønderjyske-målet. En scoring, der ved første øjekast lignede en puck, Lillie normalt ville have taget – TV billeder kan dog måske sige noget andet.
Hjemmeholdet kom bedst fra start i anden periode, og efter 2.36 minutters spil fik Mathias Borring sidste stav på pucken, da han udlignede til 1-1 efter et godt forarbejde af Magnus Carlsen og Peter Truelsen.
Sønderjyske pressede også på for at komme foran, men en fejl i egen zone sendte Kristian Jensen og Luka Malver afsted i en to-mod-en-situation, som de stensikkert udnyttede da Jensen gjorde det til 2-1 for gæsterne.
Som i de to første perioder blev også tredje periode afviklet i et godt tempo. Begge hold havde deres muligheder, men der kom ikke flere scoringer.
Gæsterne fra Odense leverede en stærk omgang udebanishockey, og selv om hjemmeholdet pressede godt på, var det på ingen måde ufortjent, at Bulldogs kunne rejse tilbage til Fyn med alle tre point.
Sønderjyske kunne sagtens have fået point ud af opgøret og havde ligesom gæsterne chancer nok til det, men slutproduktet var ganske enkelt ikke godt nok denne fredag aften i Vojens.
Næste opgave for Sønderjyske er søndag, når turen går til Frederikshavn, mens Odense Bulldogs har pause indtil tirsdag, hvor fynboerne hjemme tager imod Rungsted Seier Capital.
Kampen i tal:
Sønderjyske – Odense Bulldogs 1-2 (0-1, 1-1, 0-0)
11.48: 0-1 Simon Schleicher (Ross MacDougall, Daniel Baastrup)
22.36: 1-1 Mathias Borring (Magnus Carlsen, Peter Truelsen)
33.20: 1-2 Kristian Jensen (Luka Malver)
Skudstatistik: 25-19
Udvisninger:
Sønderjyske: 0 minutter
Odense Bulldogs: 1×2 minutter
Tilskuere: 2.618





























