LIVE - Mest læste ishockeynyheder

Oliver Otte Okstrøm

Poulsen klar til landsholdssamling: Fantastisk spændende tid for os

Morten Poulsen ser meget frem til at mødes med landsholdsgutterne denne uge.

I øjeblikket ligger Metal Ligaen stille, men det betyder ikke, at en spiller som Blue Fox' Morten Poulsen kan lægge benene op og tage en pause derhjemme.

I stedet er han nu taget med det danske landshold til samling i forbindelse med de tre kampe, der skal spilles i løbet af denne uge som en forberedelse til februar, hvor OL står for døren. Her er de tre modstandere er Frankrig, Ungarn og Norge.

I et interview med Hockeymagasinet sætter han ord på, hvordan han ser på den kommende tid.

- Først og fremmest bliver det lidt en mental pause fra sit klubhold. Selvom det fysisk nok bliver hårdt nok, så er det mentalt frisk lige at være sammen med landsholdsgutterne igen, siger han og fortsætter:

- Og det er jo bare en fantastisk spændende tid for landsholdet, som man gerne vil bidrage til og være del af. Nu har vi en vigtig samling med tre gode modstandere, som skal danne grobunden for den store opgave i februar, lyder det fra Morten Poulsen, som slår fast, at han glæder sig til at skulle afsted, hvor gensynet med holdkammeraterne også er en af årsagerne til, at han ser frem til at komme afsted. 

Kan stadig bidrage

I Blue Fox er han vant til at være ham, som skal være med til at sikre de afgørende scoringer, mens rollen på landsholdet udefra set er en del anderledes, når det kommer til minutter. Alligevel peger Morten Poulsen på, at han ser en del ligheder mellem Blue Fox og landsholdet for hans vedkommende.

- Jeg føler, at jeg bruger mange af mine kvaliteter, når jeg er afsted med landsholdet. Jeg har også en smule erfaring, som jeg bruger til at gøre nogle af de rigtige ting med landsholdet. Jeg kender trods alt holdet ud og ind, og jeg ved, hvordan tingene fungerer der, og jeg nyder bare at være en del af det, og jeg føler, at jeg stadig er i stand til at bidrage, fastslår den 37-årige spiller.

Han minder desuden om, at holdet i sommer havde en samling efter VM, som var baseret på den kommende OL-opgave i Milano og Cortina på den anden side af nytår. 

- Der er en masse ramasjang i det i forhold til både Team Danmark og det show, der er dernede. Så for at det ikke bliver for komprimeret lige op til OL, så valgte man at have en samling dér. Vi sås og fik klaret mange af de her formaliteter i løbet af sommeren, siger Poulsen.

Alt er større ved OL

Han peger desuden på, at der var en hel del ting, som man havde fokus på ved samlingen i sommer, fordi der venter dem en oplevelse, som er noget andet end, man er vant til.

- De samlede mange ting. Vi havde nogle snakke om kosten til sådan en turnering. Hvordan man skal bo. Hvordan vi skal træne. Hvordan vi skal spille, siger Poulsen og fortsætter:

- Hele den her optakt til, hvordan det kommer til at foregå. Det er også, hvordan det bliver mentalt, fordi det er en anden størrelse end en VM-turnering. Det her med OL-byen og maden og transport der. Det er meget større, forklarer Herning-profilen.

I det hele taget er han glad for, at de er forberedte på, hvordan det bliver, ligesom man gjorde forud for OL i Beijing, hvor det endte med en imponerede flot plads i kvartfinalen efter sejre over blandt andet Tjekkiet og Schweiz.

 

LIVE - Mest læste Fodboldnyheder

LIVE - Mest læste Håndboldnyheder