Salgschef skifter hjemmebane
Efter mere end seks år hos Bulldogs Odense ApS skifter salgschef Kasper Iversen job pr. 1. maj.
I slutningen af 2009 begyndte Kasper Iversen som trainee i det dengang nyopstartede Bulldogs Odense ApS. Senest har han fungeret som salgschef, men nu venter nye udfordringer for 28-årige Kasper Iversen.
Han har fået job i en anden branche og derfor opsagt sin stilling, som han forlader pr. 1. maj.
Vi i Bulldogs Odense ApS har modtaget hans opsigelse med ærgrelse, men samtidig med fuld forståelse for ønsket om at prøve noget andet. Vi vil gerne rette en stor tak for indsatsen gennem alle årene med ønsket om al mulig held og lykke fremadrettet.
– Kasper har siden 2009 givet alt for virksomheden og været en vigtig del af vores organisation. Han har Bulldogs-blod i årene, er yderst vellidt og har især været dygtig til at pleje sponsornetværket i bestræbelserne på at fastholde gode og loyale samarbejdspartnere hen over årene. Jeg har nydt at arbejde tæt sammen med Kasper, og ønsker ham al mulig held og lykke med de nye udfordringer. Vi ser alle frem til at bevare Kasper som en god ven af huset, udtaler kommerciel chef i Bulldogs Odense ApS, Kristoffer Jørgensen.
Stillingen ønskes genbesat snarest muligt. Se stillingsopslag på www.bulldogs.dk.






























