Profil revser danske fejl: Kun dumme pucktab giver dem målene
Efter et klart nederlag til USA i åbningskampen var det igen op ad bakke for de danske spillere, der ellers leverede en god præstation i store dele af kampen mod Schweiz. Ifølge den danske målmand Sebastian Dahm blev kampen afgjort på personlige fejl, der gav schweizerne nemme mål.
"Det er ærgerligt. For vi spiller godt og har fat i dem. Vi har momentum, vi har dem på hælene, og vi har rigtig gode chancer. Vi er foran 2-1, og det er kun dumme pucktab, der gør, at de får de mål," siger Sebastian Dahm til DR Sporten.
Danmark var ellers foran i store dele af anden periode, men schweizerne vendte kampen på ganske kort tid efter et par danske fejl, og derfra kunne Danmark ikke svare igen.
Trods nederlaget vælger Sebastian Dahm dog at tage positive elementer med fra opgøret. Han hæfter sig især ved, at holdet formår at skabe flere gode scoringsmuligheder mod en stærk modstander.
"Det er vigtigt at fokusere på, at vi er chanceskabende. Det er vi mod to stærke nationer. Første kamp scorer vi godt nok ikke, men vi skaber stadig en del gode chancer mod et hold, der er rigtig gode på papiret. Denne gang skaber vi også chancer og scorer også to mål," siger Sebastian Dahm videre.
Dermed ser han muligheder for Danmark frem mod mandagens opgør mod de forsvarende verdensmestre fra Tjekkiet.
Kampen mellem Danmark og Tjekkiet spilles mandag klokken 20.20 i Herning.